Udland

Storbanker vender London ryggen - nu trækker andre hovedstæder

Storbanker flytter kontorer til EU fra London City

For ti år siden var han international bankmand og opkøbte franske virksomheder for amerikanske investeringsbanker.

Nu lokker Frankrigs præsident Macron netop store amerikanske investeringsbanker til Paris og væk fra de sikre forhold og lave skatter i City of London.

For Emmanuel Macron viser den positive side af Brexit sig i denne uge.

For de amerikanske bankvenner har sagt god for Macrons mange reformer, som skal gøre Frankrig til det rigtige sted at placere hovedkvarter for store internationale virksomheder. Og blomsten for den tidligere bankmand er netop at se investeringsbankerne flytte deres folk fra London til Paris, nu hvor briterne selv via Brexit har lukket nogle af dørene til at lave business i EU.

De to største amerikanske banker, JP Morgen og Bank of America, ramte overskrifterne i Frankrig i denne uge. JP Morgan gør Paris til sit centrum for aktiehandel, oplyste chefen, Jamie Dimon, til Bloomberg.

Tæt på Louvre

Den administrerende direktør blev budt velkommen i Paris af præsident Macron. Han kastede lys over Frankrigs årlige business-topmøde i Versailles, hvor 120 globale topchefer løftede stemningen, skriver Zone Bourse.

Jamie Dimon oplyser, at JP Morgan placerer sit hovedkvarter tæt på museet Louvre, og i de seks etager høje handelscentrum regner han med 2-3.000 milliarder i daglig omsætning. Banken vil fra næste år have 800 ansatte i byen. Det er tre gange så mange som i dag.

Bank of America udvider også sine egne kontorer på Champs Elysée og flytter flere medarbejdere til byen.

Og Goldman Sachs Group, der blev kendt i Danmark for deres engagement i Dong Energy i 2014, underskrev også i denne uge papirerne på nye kontorer, hvor bankens handelskontor Sigma X skal placeres.

Penge er kærlighed

Taknemligheden hos præsidenten er stor:

- Jeg elsker tanken om, at I elsker Paris, sagde han til Jamie Dimon ved topmødet.

- I placerer jeres penge og jeres ansatte her. Det er det bedste bevis på kærlighed.

Flytningerne fra City of London til Paris er kommet efter lang tids tøven.

Chefen for Paris-kontoret hos JP Morgan, Kyril Courboin, gjorde klart, at bureaukratiet i Frankrig har været skræmmende. Alene lovgivningen om arbejdsret er på 850 sider.

- Men den franske regerings reformer og alle fordelene ved Paris gør, at der ikke er noget bedre tidspunkt for at få vore medarbejdere til at finde et nyt hjem her, sagde Courboin.

Kulturen tiltrækker

Bloombergs Europa-korrespondent, Lionel Laurent, skriver, at Macrons reformer har gjort det lettere og billigere at ansætte folk. Han nævner nogle af verdens bedste universiteter i Frankrig samt fremragende infrastruktur, verdensberømt kulturliv og fremragende skoler som andre elementer, der har vejet tungt for bankerne.

Og så er der Brexit, der har gjort livet besværligt for bankerne i City of London, når de skal tage sig af deres kunder på kontinentet:

- Thank you, Brexit, siger den franske finansminister Bruno Le Maire til Bloomberg.

Det er kendt, at den franske regering i Bruxelles har presset på for at gøre tilværelsen som besværlig som mulig for London-bankerne.

Brexit tynger London

Bloomberg citerer revisorfirmaet Earnest&Young for oplysningen om, at foreløbigt 7600 jobs er flyttet til kontinentet sammen med mere end 10.000 milliarder kroner i aktiver. Og ser man på virkeligheden uden for finansverdenen, så tynger Brexit endnu hårdere for briterne. Bloomberg anslår, at 1,3 millioner andre europæiske ansatte har sagt farvel til Storbritannien.

Argumenterne for at flytte til EU styrkes af planerne om en europæisk kapitalunion, der skal skabe tæt samarbejde mellem bankcentrene i Paris, Frankfurt, Amsterdam og Dublin, der alle har trukket folk hjem fra London.

Men City of London er dog stadig dominerende både i Europa og globalt. Alene JP Morgan har 19.000 ansatte i Storbritannien, hvoraf halvdelen arbejder i London, skriver Reuters. Så der er langt endnu for EU-hovedstæderne.

Men JP Morgan alene tegner godt. I årets første halvdel er bankens værdi foreløbigt steget med 21,3 procent, konstaterer den amerikanske finansbørs Nasdaq.