Udland

Donald Rumsfeld er død

Den amerikanske politiker blev 88 år.

USA's tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld er død.

Det oplyser hans familie via hans officielle Twitter-profil.

Han var omgivet af sine nærmeste hjemme i Taos, New Mexico, da han døde. Han blev 88 år.

Seks årtier i politik

Gennem seks årtier i amerikansk politik nåede republikaneren Donald Rumsfeld at arbejde under fire præsidenter og være forsvarsminister to gange.

Første gang var i 1975 til 1977 under Gerald Ford.

Anden gang var fra 2001 til 2006, da George W. Bush var præsident. Rumsfeld var dengang en af hovedarkitekterne bag Irakkrigen, som USA indledte i 2003.

Desuden var han rådgiver for Richard Nixon i 1970-1973 og national sikkerhedsrådgiver for Ronald Reagan i 1983-1984.

Hyldes af Bush

I en skriftlig udtalelse fra George W. Bush hylder han Donald Rumsfeld for at gøre sin pligt som forsvarsminister i krigstid med "styrke, evne og ære".

- En periode, der bragte hidtil usete udfordringer til vores land og vores militær, bragte også de bedste egenskaber frem i forsvarsminister Rumsfeld. Som en mand af intelligens, integritet og en nærmest uopslidelig energi tøvede han aldrig over for hårde beslutninger og veg aldrig bort fra sit ansvar, skriver den tidligere præsident.