Coronavirus

Senatorer kræver straffesag mod Bolsonaro efter vaccineskandale

Vaccinekontrakt til milliarder undersøges for fusk. Spørgsmålet er, om Bolsonaro kendte til det.

Tre brasilianske senatorer beskylder i en strafferetlig klage præsident Jair Bolsonaro for embedsmisbrug.

Klagen er indgivet mandag til den brasilianske højesteret.

Senatorerne mener, at Bolsonaro har svigtet sit ansvar ved ikke at indlede en sag mod en allieret, der er mistænkt for omfattende korruption i forbindelse med en milliardaftale om indkøb af coronavacciner.

Farlig sag for Bolsonaro

Det sker, efter at en kommission i det brasilianske senat sidste uge afdækkede eksplosive beskyldninger om, at Bolsonaro angiveligt kendte til den påståede korruption.

- Jeg har i dag indgivet en officiel klage til højesteretten på grund af alvorlige anklager om, at præsidenten undlod at handle efter at være blevet gjort opmærksom på gigantiske korruptionsplaner i sundhedsministeriet, siger oppositionssenatoren Randolfe Rodrigues.

Sagen kan blive sprængfarlig for præsidenten.

Dels er opbakningen til Bolsonaro i befolkningen svigtende for tiden. Meningsmålinger giver ham således mindre vælgerstøtte end den tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva før valget næste år.

Samtidig kunne en strafferetlig sag potentielt fjerne ham fra embedet.

Det vides dog endnu ikke, om den brasilianske rigsadvokat vil tage sagen op.

Udsat for stort pres

I korruptionssagen undersøger føderale anklagere, om der har været fusk med en kontrakt til knap to milliarder kroner om 20 millioner doser af den indiske coronavaccine fra Bharat Biotech.

Beskyldningerne mod Bolsonaro kommer, efter at en embedsmand i det brasilianske sundhedsministerium fattede mistanke til en vaccineregning på 280 millioner kroner udskrevet til sundhedsministeriet.

Embedsmanden afviste at underskrive regningen, blandt andet fordi vaccinen endnu ikke var godkendt i Brasilien.

Men han fortalte i forbindelse med undersøgelsen i senatet, at overordnede udøvede et "atypisk, overdrevent" pres på ham for at få ham til at godkende den.

De bekymringer blev bragt op på et møde 20. marts, hvor Bolsonaro ifølge en vidneforklaring fortalte, at han også havde mistanke om korruption og ville få politiet til at undersøge sagen. Det skete imidlertid aldrig.

Med sagen står Bolsonaro nu ikke kun over for beskyldninger om en utilstrækkelig pandemirespons, men også ulovligheder.

I forbindelse med senatsundersøgelsen har vidner i månedsvis fortalt, hvordan præsidenten har tilsidesat ekspertudsagn og underspillet coronapandemiens alvorlighed.

Over en halv million mennesker er døde med virusset i Brasilien.