Udland

To såret i knivangreb i tysk by: Gerningsmand på fri fod

Tysk politi leder efter gerningsmanden bag et knivstikkeri med to sårede mandag morgen i byen Erfurt.

To personer er blevet såret i et knivstikkeri i den tyske by Erfurt mandag morgen. De er blevet indlagt på hospitalet, hvor de modtager behandling for deres skader.

Den formodede gerningsmand er mandag formiddag på fri fod, og politiet har indsat en helikopter i eftersøgningen af ham. Der er ifølge politiet tale om en mand i 20'erne med lyst hår og et arret ansigt. Manden talte tysk.

De to sårede er henholdsvis 45 og 68 år gamle.

Tre dræbt i andet knivangreb

Knivangrebet kommer tre dage efter et andet knivangreb i Tyskland. Det fandt sted i Würzburg i delstaten Bayern, hvor tre blev dræbt.

En mand er i den forbindelse sigtet for tre drab og seks drabsforsøg. Joachim Herrmann, der er indenrigsministeren i Bayern, har sagt, at personen i det tilfælde kan have haft et islamistisk motiv.

Også psykiske problemer kan have spillet ind, da den formodede gerningsmand i Würzburg tidligere har været patient på en psykiatrisk afdeling.