Udland

Brite finder fortrolige forsvarsdokumenter ved busstop

Omkring 50 siders hemmelige dokumenter fra forsvarsministerium blev tirsdag fundet af en tilfældig mand.

Hemmelige dokumenter fra det britiske forsvarsministerium er blevet fundet af en tilfældig mand ved et busstoppested i Kent sydøst for London.

Det skriver mediet BBC, som manden kontaktede, efter at han havde fundet dokumenterne.

En del af dokumenterne handler om Ruslands mulige reaktion på et britisk skibs passage igennem ukrainsk farvand ud for halvøen Krim onsdag.

En anden del handler om den mulige fremtidige britiske tilstedeværelse i Afghanistan, når den Nato-ledede mission i landet slutter.

Det er altså højaktuelle sager, der kan læses om i dokumenterne.

Undersøgelse på vej

Regeringen har iværksat en undersøgelse af hændelsen.

En ansat i forsvarsministeriet havde meldt om tabet af dokumenterne. Det bekræfter en talsperson fra ministeriet.

- Det vil være upassende at kommentere yderligere, tilføjer talspersonen.

De hemmelige dokumenter består af cirka 50 sider i alt. De blev fundet i en bunke bag et busstoppested i Kent tidligt tirsdag morgen.

Blandt dokumenterne er e-mails og PowerPoint-præsentationer. BBC vurderer, at det er en højtstående embedsmand i ministeriet, som har glemt dem ved busstoppestedet.