Udland

Tre dræbte og flere sårede efter angreb i Tyskland

Gerningsmanden er en 24-årig somalier, der bor i byen. Han er anholdt, og politiet oplyser, at der ikke længere er fare på færde for befolkningen.

Tre personer er omkommet og flere er sårede i den bayerske by Würzburg i Tyskland, efter en mand gik til angreb med en kniv.

Det bekræfter tysk politi på Twitter.

Nogle af de tilskadekomne er i kritisk tilstand.

Gerningsmanden er en 24-årig somalier, der bor i byen.

Han er blevet skudt i benet og anholdt, og det er politiets opfattelse, at der ikke er flere gerningsmænd.

Politiet er talstærkt til stede i området omkring Barbarossaplatz i Würzburg, der er spærret af. Samtidigt gør de klart, at der ikke længere er fare for befolkningen.

Det er på nuværende tidspunkt uvist, hvad gerningsmandens motiv var.

Videooptagelser fra stedet viser den formodede gerningsmand, der går rundt i bare tæer med et mundbind og fægter med en lang kniv.

På flere af videoerne kan man også se, hvordan en gruppe borgere forsøger at jage den formodede gerningsmand væk ved at kaste stole efter ham og slå ud efter ham med et kosteskaft.

Politiet har bedt folk om at stoppe med at dele disse af respekt for ofrene.

Gerningsmand var kendt af politiet

Ifølge den Bayerns indenrigsminister Joachim Herrmann var gerningsmanden kendt af politiet i forvejen og i psykiatrisk behandling. Det skriver mediet Bild.

Samtidig siger Joachim Herrmann, at det er usikkert, om alle sårede overlever angrebet.

Byen Würzburg har tidligere været omdrejningspunkt for et knivangreb målrettet tilfældige borgere.

Tilbage i 2016 angreb en 17-årig afghansk flygtning passagerer i et tog med en kniv og økse og efterlod flere personer alvorligt såret, før han flygtede og sidenhen blev skudt og dræbt af politiet.