Udland

Tidligere betjent får 22,5 års fængsel for drabet på George Floyd

Der venter endnu en retssag for Derek Chauvin, hvor der skal tages stilling til, om George Floyds borgerrettigheder blev krænket.

Retten i Hennepin County har besluttet, at den tidligere politibetjent Derek Chauvin skal 22 år og seks måneder i fængsel for drabet på George Floyd.

Det var dommer Peter Cahill, der afsagde dommen.

Den almindelige strafferamme ville normalt være 12 år og seks måneder, men dommeren gav ti år oveni for skærpende omstændigheder. Han påpegede, at han ikke lagde vægt på den offentlige mening eller følelser, men på fakta og den individuelle sag.

Allerede 21. april blev Derek Chauvin kendt skyldig, men det er altså først nu, at strafudmålingen har fundet sted.

Uanset om strafudmålingen bliver appelleret eller ej, så venter der endnu en retssag for Derek Chauvin i det føderale system, hvor der skal tages stilling til, om George Floyds borgerrettigheder blev krænket.

Sidste punktum er næppe sat

Den kommende periode vil diskussionen i USA i høj grad komme til at handle om, hvorvidt straffen er hård nok. Det mener TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz, der har talt med flere juridiske eksperter, der er specialiseret i Minnesotas retssystem.

- Folk er overraskede over, at dommen ikke var hårdere. At Chauvin kun kommer til at sidde i fængsel i 15 år. Så de synes ikke, at dommen statuerer det eksempel, den burde, siger han.

Grunden til, at Derek Chauvin med stor sandsynlighed kun kommer til at sidde 15 år, er, at det er kutyme, at indsatte kun sidder totredjedele af dommen.

Jesper Steinmetz understreger, at der dog næppe er sat sidste punktum i sagen.

- Denne her sag har for længst bevæget sig væk fra det juridiske. Alene det vi var vidne til inden dommen, det var følelser, og det er tragisk, men det er dybest set ikke noget, der har noget med jura at gøre, siger Jesper Steinmetz.

Han henviser til, at før dommen blev afsagt, fik flere af både George Floyds og Derek Chauvins familiemedlemmer lov at tale.

Her hørte man blandt andet fra Floyds datter, der konstant spørger efter ham, og fra hans bror, der håbede på hårdest mulig straf. Chauvins mor talte omvendt om, at han havde et godt hjerte, og at hun altid ville støtte ham.

Anholdelsen blev filmet

Den sorte amerikaner George Floyd døde 25. maj sidste år, da betjenten Derek Chauvin pressede sit knæ mod hans hals og nakke i omkring ni minutter under en anholdelse på åben gade i Minneapolis i delstaten Minnesota.

Floyd var mistænkt for at have brugt en falsk 20-dollarseddel til at købe en pakke cigaretter i en kiosk.

Anklagemyndigheden gik efter en straf på 30 års fængsel. Strafferammen for de i alt tre lovbrud, Chauvin blev kendt skyldig for, kunne give henholdsvis 45, 25 eller 10 års fængsel.

Udover Derek Chauvin deltog tre andre betjente i den fatale anholdelse af George Floyd, men retssagerne mod dem starter først på et senere tidspunkt. Alle betjentene er blevet fyret.

En forbipasserende optog en video af episoden, hvor man kan høre, hvordan George Floyd bede for sit liv og siger, at han ikke kan trække vejret.