Udland

Rusland oplever eksplosiv smittestigning - patienter ligger på gangene

Det er kombinationen af den mere smitsomme Delta-variant og en træg vaccineudrulning, der skaber store udfordringer.

Onsdag aften vandt Sverige 3-2 over Polen ved EM i fodbold. Kampen blev spillet på Gazprom Arena i Sankt Petersborg med flere end 14.000 tilskuere på lægterne.

Samme dag døde 93 indbyggere med covid-19 i Sankt Petersborg, hvilket er rekordmange i byen.

Også i den russiske hovedstad, Moskva, satte man en kedelig personlig rekord med 88 dødsfald med covid-19 på et døgn.

- Dødsraten er virkelig skidt. To dage i træk har vi haft rekordhøje dødsrater. Og alderen på nysmittede er også usædvanlig. 77 procent er i den arbejdsdygtige alder. Det er også den højeste rate under pandemien, siger Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Delta-variant udfordrer

Det seneste døgn er flere end 20.000 russere blevet testet positive. I maj måned var det daglige tal omkring 8000.

Forklaringen skal især findes i udbredelsen af den meget smitsomme Delta-variant, der ifølge borgmesteren i Moskva udgør 90 procent af de nye smittetilfælde i byen.

- Situationen er blevet eksplosiv, lyder det fra Sergej Sobjanin.

Varianten blev første gang opdaget i Indien og vurderes at være 40-50 procent mere smitsom end Alpha-varianten (tidligere kendt som den britiske variant), der i forvejen var markant mere smitsom end den oprindelige virusvariant.

I Moskva frygter man, at den voldsomme stigning i smittetilfælde kan føre til en overbelastning af sundhedsvæsenet.

Byen har omkring 20.000 sengepladser til coronapatienter. På nuværende tidspunkt er cirka halvdelen af de pladser optaget, oplyser Sergej Sobjanin.

Allerede nu florerer der dog billeder på de sociale medier af covid-19-patienter i Sankt Petersborg, der må ligge på gangen på et hospital i byen. Det siger TV 2s korrespondent i Rusland, Claus Borg Reinholdt.

- Da pandemien var på sit højeste sidste år, blev der også flittigt delt videoer og billeder af coronapatienter, som lå på madrasser på gulvene på sygehuse rundt om i Rusland. Nu er smittetallet så eksploderet på ny, og derfor ser vi igen nye optagelser af overfyldte sygehuse, siger han.

Udbredt vaccineskepsis

Men det er ikke kun udbredelsen af Delta-varianten, der skaber udfordringer i Rusland.

Selvom landet har vaccineret med deres egenudviklede vacciner siden august sidste år, så har kun omkring 20 millioner ud af landets knap 146 millioner indbyggere fået et stik med en vaccine.

- Grunden til, at det ikke går så godt med at få russerne vaccineret, er mistillid over for magten. Mange russere gør det modsatte af, hvad myndighederne beder dem om, fortæller TV 2s korrespondent i Rusland, Claus Borg Reinholdt.

- Og så spiller det også ind, at mange russere har haft virussen og dermed antistoffer i blodet, så de ser ikke noget behov for at tage vaccinen. For det tredje, og det hører jeg tit fra de russere, som jeg taler med, så er holdningen, at de har prøvet det, der er værre. Altså en coronapandemi slår dem ikke ud, siger han.

Tvangsvaccinering

Den træge udrulning af vacciner har ført til, at mere håndfaste midler er blevet taget i brug.

Flere medier beretter om, at folk er blevet truet med lønnedgang og fyringer, hvis de ikke lader sig vaccinere.

Eksempelvis fik ansatte på kaffebarskæden Skuratov besked på at lade sig vaccinere, hvis de ville beholde deres job, siger en ansat.

- Vi fik en besked fra ledelsen om, at vi skulle bestille en tid til vaccination, fortæller Masha Zubrilina til det russiske medie The Moscow Times.

- Det er ikke ideelt. Jeg ville ønske, at valget var vores, siger hun.

Flere regioner, herunder Moskva, også indført tvangsvaccinering af folk med kritiske funktioner, som eksempelvis ansatte inden for sundhedsvæsenet og transportsektoren.

Der er dog ingen planer om at indføre tvangsvaccination på nationalt plan, fortæller talsmanden for den russiske præsident, Vladimir Putin.

Selvom russerne altså kæmper med corona-situationen, er der fortsat lagt op til, at Sankt Petersborg skal lægge græstæppe til en af kvartfinalerne 2. juli.

Efter planen kan 50 procent af Gazprom Arena fyldes ud, hvor der normalt er plads til 68.000 tilskuere.