Udland

Merkels idé om EU-topmøde med Putin splitter medlemslande

Mette Frederiksen ser gerne et topmøde med Putin, mens andre lande er imod, da Ruslands opførsel er uændret.

Flere EU-lande forholder sig skeptiske til et frisk forslag fra Tyskland og Frankrig, der lægger op til igen at holde et topmøde med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Hollands premierminister, Mark Rutte, vil ikke deltage i et sådant møde, siger han før et topmøde i Bruxelles torsdag.

Og Litauens præsident, Gitanas Nauseda, mener, at det vil sende forkerte signaler.

- Det vil sende tvetydige og dårlige signaler til vores partnere, eksempelvis i Det Østlige Partnerskab, siger Nauseda før topmødet.

Det Østlige Partnerskab er et EU-partnerskab med tidligere sovjetrepublikker, blandt andet Ukraine og Hviderusland.

Nauseda peger på, at Rusland ikke har ændret opførsel.

EU-topmøde med Rusland i 2014

Det seneste EU-topmøde med Rusland var i januar 2014. Det blev holdt kort før, at Rusland annekterede Krim og i øvrigt blev aktør i krigen i Ukraine, hvorefter forholdet til EU isnede.

Statsminister Mette Frederiksen (S) ser ikke noget problem i et topmøde med Rusland. Det siger hun på et pressemøde i lufthavnen ved Bruxelles.

- Jeg mener, at man som udgangspunkt altid skal have en dialog med hinanden, selvom man ikke ser ens på tingene.

- Der har netop været et topmøde mellem den amerikanske præsident Biden og Putin. Derfor kan der selvfølgelig også være et topmøde mellem EU på den ene side og Rusland på den anden, siger statsministeren.

Gitanes Nauseda mener, at det er forkert at sammenligne det nylige topmøde mellem USA og Rusland med forholdet mellem EU og Rusland. USA er den stærkeste militære aktør i verden, og EU er afhængig af USA's forsvar.

Forholdet til Rusland skal drøftes på topmødet, efter at EU's udenrigschef for nylig har afleveret en rapport om, hvordan han ser, at forholdet kan udvikle sig.

Større plan fra Frankrig og Tyskland

Men få dage før topmødet har Tyskland og Frankrig fremlagt en større plan for, hvordan man kan justere på forholdet.

Andre EU-lande har sagt, at det var lige lovlig sent at sende mere omfattende planer på bordet.

Men diplomater og embedsmænd har alligevel i timerne før topmødet arbejdet på at indarbejde nogle af tankerne fra de to store EU-lande.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, forsøgte sidste år at skabe en bedre relation til Rusland - hvilket han stod alene med.

- Vi har brug for en dialog for at forsvare vores interesser. Det er en nødvendig dialog for stabiliteten i Europa, siger Macron før topmødet torsdag.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har jævnligt samtaler med Putin, men hun ønsker nu, at det skal løftes til EU-niveau.

- I EU bør vi også søge en direkte kontakt med Rusland og den russiske præsident, sagde Merkel i Forbundsdagen før topmødet.