Udland

99 savnes efter bygningskollaps i Miami - redningsfolk kan høre lyde og hamren

Borgmester kalder bygningskollaps for en "frygtelig katastrofe".

Et større redningsarbejde er i gang, efter at en beboelsesejendom styrtede delvist sammen i den amerikanske by Miami Beach i delstaten Florida.

Bygningen ligger på Collins Avenue i bydelen Surfside, og sammenstyrtningen skete natten til torsdag lokal tid.

TV-stationen ABC rapporterer, at man indtil videre har fundet tre døde. Ifølge avisen Miami Herald forventer myndighederne dog at finde flere omkomne.

Indtil videre er ti personer blevet behandlet på stedet og to er blevet bragt til hospitalet, oplyser borgmesteren.

Dreng trukket ud af murbrokker

Redningsholdene har både hørt hamren og andre lyde i resterne af den delvist kollapsede bygning.

- Brandfolk og redningsfolk er derinde med eftersøgningshold og hunde. Det er et meget farlig sted lige nu. Meget ustabilt, siger Ramirez.

- Deres fokus lige nu er på eftersøgning og redning, og sådan vil det være i et stykke tid. De giver ikke op. De kommer til at arbejde natten igennem. De stopper ikke.

Billeder fra den lokale tv-station WPLG Local 10 viser et redningshold, der trækker en dreng ud af murbrokkerne, og brandfolk, som hjælper mennesker ned fra terrasser med stiger.

Redningsindsatsen blev også sænket af en brand, som dog skulle være under kontrol torsdag aften.

Bygning er 12 etager høj

Der er endnu ingen oplysninger om, hvad der førte til bygningens delvise kollaps.

- Det her er en frygtelig katastrofe. I USA styrter bygninger ikke bare sammen, siger borgmester Charles Burkett til CNN.

Den første melding fra brandvæsenet i Miami-Dade County lød, at det var rykket ud med over 80 redningsenheder. Siden er der ikke kommet nye meldinger fra den kant.

Politiet i Miami Beach lagde torsdag morgen et billede af bygningen på Twitter, men har heller ikke delt nogen opdateringer siden.

Den delvist sammenstyrtede ejendom ligger lige ud til stranden i Miami Beach.

Den er 12 etager høj, består af flere end 100 lejligheder og er opført i 1981, skriver Miami Herald.