Udland

Uenighed om russiske varselsskud mod britisk krigsskib

Det russiske forsvarsministerium siger, man har affyret varselsskud mod en britisk destroyer ved Krim-halvøen, men det afviser briterne.

En russisk patruljebåd har affyret varselsskud mod den britiske destroyer HMS Defender i Sortehavet ved halvøen Krim.

Det oplyser det russiske forsvarsministerium over for nyhedsbureauet Interfax.

Et russisk Su-24 kampfly kastede fire bomber i vandet i nærheden af den rute, som destroyeren fra den britiske flåde fulgte, skriver nyhedsmediet Bloomberg.

Briter afviser russisk påstand

Men det afviser den britiske hær.

Ingen skud blev affyret mod HMS Defender, og Royal Navy afviser også, at der blev kastet bomber mod det britiske krigsskib.

- Vi tror, at russerne var i gang med en skydeøvelse i Sortehavet. De sørgede for at give de maritime myndigheder et forudgående varsel, hedder det i et tweet fra det britiske forsvarsministerium.

Hård kritik fra Bramsen

Ifølge det russiske forsvarsministerium skete konfrontationen, fordi det britiske fartøj nægtede at følge advarsler, som russerne sendte via radio.

Den britiske destroyer havde sejlet op til tre kilometer ind på russisk territorialfarvand, men forlod det kort efter, lyder de russiske myndigheder.

Forvirringen om, hvad der skete i farvandet i Sortehavet, får nu Danmarks forsvarsminister Trine Bramsen (S) til at reagere.

Hun tager i skarpe vendinger afstand fra udmeldingerne fra det russiske forsvarsministerium.

- Jeg er rigtig bekymret for den adfærd, Rusland har med falske oplysninger eller falske påstande om vores gode allierede. Det betyder, at de kan finde på at komme med samme påstande om Danmark.

- Det er et nyt våben - falske historier - som vi ser, at russerne flittigt gør brug af, og det skal vi være meget opmærksomme på, og der er grund til at bekymre sig om den udvikling, siger hun til Ritzau.

Rusland annekterede Krim-halvøen i Sortehavet fra Ukraine i 2014, og betragter nu halvøen som russisk territorium. Hverken Storbritannien eller de øvrige vestlige lande anerkender, at Krim er en del af Rusland.