Udland

Drama om regnbueflag eskalerer kort før EM-brag

EU-toppen kalder ungarsk lov om seksuelle minoriteter en skændsel og truer med at tage retslige skridt.

EU blander sig nu i debatten om UEFA, der har nægtet Tyskland at oplyse Allianz Arena i München i regnbuefarver under aftenens kamp mellem Ungarn og Tyskland.

Münchens borgmester Dieter Reiter ønskede at protestere mod en lov, det ungarske parlament vedtog i sidste uge. Loven forbyder formidling af indhold, der menes at fremme homoseksualitet til børn under 18 år.

EU-toppen kritiserer i hårde vendinger ud efter den nye ungarske lov og truer med at tage retslige skridt.

- Den ungarske lov er en skændsel. Jeg har instrueret mine ansvarlige kommissærer om at skrive et brev til de ungarske myndigheder, der giver udtryk for vores legale bekymringer, inden loven træder i kraft, siger EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen.

Von der Leyen tilføjer, at loven diskriminerer mennesker på grund af deres seksuelle orientering og går imod alle fundamentale værdier i EU.

Merkel tager afstand

Den tyske kansler, Angela Merkel, langer også ud efter den omstridte lov i Ungarn.

- Jeg finder denne lov forkert og helt uforenelig med min politiske holdning. Når man tillader homoseksuelle partnerskaber, men forhindrer oplysning herom andre steder, handler det blandt andet også om oplysningsfrihed. Det tager jeg afstand fra, lyder det onsdag fra Merkel.

Tirsdag udsendte UEFA en meddelelse, hvor de begrunder afslaget til myndighederne i München om at oplyse Allianz Arena:

- Grundet den politiske kontekst af dette specifikke ønske – et budskab, der henvender sig til en beslutning, der er taget af Ungarns parlament - må UEFA afslå ønsket.

Lyn-analyse

Er det et politisk statement, når et fodboldstadion i München ønskes oplyst i regnbuefarver? Svaret burde give sig selv her. Münchens borgmester henviste i sit brev til UEFA specifikt til Ungarns lovgivning, der gør det ulovligt at "vise og promovere" homoseksualitet blandt unge under 18 år og tydeliggjorde, at oplysningen skulle være en protest mod selvsamme lov. At den tyske regering nu også står i spidsen for et politisk pres mod den ungarske lovgivning på EU-plan understreger yderligere, at diskussionen om farvelægningen er en del af noget større, der i den grad også er politisk motiveret.

München prydes med flag

I München har man nu i stedet sat regnbueflag på flere af byens vartegn i protest mod afslaget fra UEFA. Det fortæller byens borgmester.

- Vi i München lader os ikke afholde fra at sende et tydeligt signal til Ungarn og verden. Jeg går ud fra, at byrådet onsdag beslutter, at vi vil hejse regnbueflag på rådhuset. Vi vil også oplyse vindmøllen tæt på stadion og Olympiatårnet, sagde Dieter Reiter tidligere på dagen til nyhedsbureauet Reuters.

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har taget konsekvensen af protesten og rejser ifølge det tyske sportsmagasin Sportschau ikke til München for at se kampen mod Tyskland på stadion.

Samtidig advarer han Tyskland mod at blande sig i ungarsk politik og beder dem om at acceptere UEFA's forbud.

- Om stadionet i München eller et andet europæisk stadion skal lyse op med regnbuefarver er ikke en beslutning, der kan tages af en stat, siger Orbán.

DBU og den danske landstræner Kasper Hjulmand støtter onsdag kampen for diversitet og mangfoldighed.