Coronavirus

Ti vaccinerede er blevet syge med Delta-variant på skole i Israel – frygt for ny bølge

Selvom Israel er et af de lande i verden, hvor flest er vaccineret, er der lige nu bekymring for nye udbrud af coronavirus.

Flere udbrud af coronavirus vækker lige nu bekymring i Israel, hvor pandemien ellers var så godt som forsvundet.

Israel er et af de lande i verden, hvor flest mennesker er blevet vaccineret mod covid-19, men der er nu flere meldinger om, at vaccinerede også bliver syge.

Vi bliver nødt til at gå baglæns

Gabi Barbash, tidligere generaldirektør for Israels Sundhedsstyrelse

For eksempel på en skole for børn med særlige behov nord for Tel Aviv.

Her er mindst 20 personer fra personalet blevet smittet med den indiske Delta-variant, og ifølge Jerusalem Post var 10 af dem vaccineret.

Smitten på skolen blev opdaget onsdag i sidste uge, og den har spredt sig lynhurtigt, fortæller en lærer til avisen.

- Næsten alle blev testet, selvom de havde det OK, siger læreren.

Han oplyser, at flere af de unge er blevet syge.

Det oplyses ikke, hvilken vaccine skolens personale har modtaget, men størstedelen af israelerne har modtaget den fra Pfizer/BioNTech, som ifølge USA's sundhedsmyndigheder er 95 procent effektiv mod den originale coronavirus.

Men det er ikke den originale variant, der nu er årsag til bekymring i Israel, og som har spredt sig på skolen nord for Tel Aviv.

I stedet er det den såkaldte Delta-variant, som både er mere smitsom og bedre til at undvige vaccinen.

Delta-variant på skolerne

Vaccinen fra Pfizer/BioNTech er kun 88 procent effektiv mod at blive syg af Delta-varianten, viser tal fra Public Health England.

I løbet af den seneste uge har Delta-varianten spredt sig hurtigt på flere israelske skoler, hvor børn, der endnu ikke er vaccineret, smitter hinanden, skriver Times of Israel.

Som resultat af den seneste uges udbrud ramte kontakttallet i Israel i dag 1,77.

Det høje kontakttal skal dog ses i lyset af, at landet for lidt over en uge siden næsten var fri for smitte, og antallet af daglige nye tilfælde var nogle dage helt nede på fem.

Smittetallet er imidlertid steget, og søndag og mandag var antallet af nye smittede sammenlagt oppe på 98.

I begyndelsen af maj fik samtlige israelske byer grøn status i landets offentlige advarselssystem, og samtlige byer har været grønne indtil nu, hvor udbruddet har tvunget myndighederne til at gøre byen Binyamina gul, efter at smittetallet i byen pludselig steg fra 45 til 80 personer.

Også her er det Delta-varianten, der spøger.

Alt skal gøres for at forhindre den i at sprede sig, men også for at lægge en dæmper på panikken

Ran Balicer, epidemiolog, Israels sundhedsministerium

Den tidligere generaldirektør for Israels sundhedsstyrelse, Gabi Barbash, gik i dag så langt som til at kalde den nye variant for en game changer.

- Den tager over i hele verden. Vi er nødt til at leve med den. Den er langt mere smitsom og rammer også børn og unge, sagde Gabi Barbash til tv-stationen Kanal 12.

Den tidligere sundhedschef forudser også, at ansigtsmasker kommer til at vende tilbage flere steder.

- Skoler, hvor der er ikke-vaccinerede børn, bliver nødt til at vende tilbage til at bruge masker. Vi bliver nødt til at gå baglæns, siger han til tv-stationen.

Et bud på fremtiden

I alt 57 procent af Israels befolkning er i skrivende stund færdigvaccineret, men israelerne slipper altså ikke helt for, at sygdommen stadig påvirker deres dagligdag.

Situationen på de israelske skoler giver ifølge den israelske virolog Eyal Leshem en idé om, hvordan fremtiden med coronavirus bliver.

- Folk, der ikke er vaccineret, kan blive smittet, og folk, der er fuldt vaccineret, kan blive smittet, men de vil være beskyttet mod alvorlig sygdom, siger Eyal Leshem til Jerusalem Post.

De fleste israelske eksperter ser dog ud til at være enige om, at det værste af pandemien er overstået på trods af, at den indiske Delta-variant spreder sig i landet.

- En stor del af israelerne er immune, og risikoen for en bølge af alvorlig sygdom og død er ikke så høj, som den var i januar, siger epidemiolog Ran Balicer fra Israels sundhedsministerium til The Times of Israel.

Han understreger dog, at den nye variant skal tages alvorligt.

- Alt skal gøres for at forhindre den i at sprede sig, men også for at lægge en dæmper på panikken, siger han til avisen.

En af de ting, der kan gøres for at bremse smitten, er at vaccinere flere børn og unge.

Israel er allerede begyndt at vaccinere børn ned til 12 år, og ifølge Israels vaccinemyndighed, Clalit, steg antallet af unge mellem 12 og 15 år, der ønsker at blive vaccineret med 100 procent i weekenden.

Israels sundhedsministerium overvejer ifølge Jerusalem Post at ændre anbefalingerne i forhold til at vaccinere børn på mellem 12 og 15 år, og en talskvinde for ministeriet siger til avisen, at det er muligt, man vil komme med en ny og stærkere anbefaling om at lade børn vaccinere.