Udland

Hun dræbte sin mand med et nakkeskud, men mange franskmænd forstår hende

Efter 25 års misbrug, vold og trusler dræbte hun manden, der først var hendes stedfar, så hendes ægtemand og siden hendes alfons.

Retssagen mod den 40-årige franske kvinde Valerie Bacot har fanget hele Frankrigs interesse.

Det står ikke til diskussion, at hun 13. marts 2016 henrettede sin 25 år ældre mand Daniel Polette med et nakkeskud.

Det har hun ikke alene tilstået. Hun har også nøje beskrevet drabet i bestsellerbogen 'Tout Le Monde Savait' ('Alle Vidste Det'), der udkom for en måned siden.

Mandag begyndte retssagen mod hende. Hun er tiltalt for overlagt drab.

Men mange franskmænd mener, at drabet kan undskyldes – og at Valerie Bacot ikke bør dømmes. Faktisk har 600.000 franskmænd siden januar sat deres navn på en underskriftindsamling på nettet, der kræver, at hun ikke bliver sat i fængsel.

I bogen fortæller Valerie Bacot nemlig ikke bare detaljeret om drabet. Hun fortæller også om den vold, de ydmygelser og det seksuelle misbrug, som Daniel Polette havde udsat hende for, siden hun var 12 år.

- Jeg blev nødt til at sætte en stopper for det. Jeg var bange hele tiden, skriver hun i bogen.

Begyndte, da hun var 12

Hun beskriver, hvordan Daniel Polette har misbrugt og kontrolleret hende, siden hun var 12 år. Oprindeligt var han kæreste med Valerie Bacots stærkt alkoholiserede mor, men da Valerie var 12 år, begyndte han at misbruge hende seksuelt.

Moderen var angiveligt ligeglad – så længe han bare ikke gjorde pigen gravid.

I første omgang skred myndighederne ind. Daniel Polette blev dømt for incest i 1995 og tilbragte tre år bag tremmer.

Men da han blev løsladt, fik han lov til at flytte ind hos moderen igen – og misbruget af Valerie Bacot begyndte på ny.

- Ingen lod til at finde det bizart, at Daniel flyttede ind hos os igen, som om intet var sket. Alle vidste det, men ingen sagde noget, skriver hun i sin bog, som bærer en lignende titel.

Stedfaren blev hendes mand

Da hun var 17 år, blev hun gravid. Moderen smed hende ud, og hun endte med at bo sammen med Daniel Polette i stedet for.

Den alkoholiserede lastbilchauffør blev nu hendes mand i stedet for stedfar. Mishandlingerne blev værre og værre, forklarede hun ifølge tv-stationen France24 i retten mandag.

- Først smækkede han mig, senere blev det til spark, så til slag og til sidst til kvælning, beskrev hun.

Undervejs fik de fire børn sammen, mens hverdagen med kontrol, vold og trusler på livet fortsatte.

- Et ekstremt helvede, som hun beskriver det i retten.

Prostitution i varebil

År senere tog deres samliv endnu en drejning, da Daniel Polette besluttede sig for at gå på pension og i stedet tjene penge på at lade Valerie prostituere sig selv for andre lastbilchauffører.

Prostitutionen foregik bag i en varebil, som Daniel Polette havde indrettet med madras og gardiner. Og skæbnesvangert nok med en pistol gemt mellem forsæderne, der kunne bruges, hvis en af kunderne blev "besværlig".

Hendes børn gik to gange til det lokale politi for at anmelde volden i hjemmet, men begge gange blev de afvist. Politiet ville ikke foretage sig noget, med mindre Valerie Bacot selv mødte op og indgav en anmeldelse.

Det gjorde hun aldrig.

På det tidspunkt var hun ifølge sin egen beskrivelse fuldstændig blottet for egen vilje.

- Når din hverdag er en lang række slag, trusler, fornærmelser og ydmygelser, så ender du med at være helt ude af stand til at tænke. Din partner har hjernevasket dig. Og du tror på alt, hvad han siger. Du tror, det er dig, der er problemet, og at du fortjener den behandling, du får, skriver hun.

Bacots forsvarer Janine Bonaggiunta: - Spørg juryen, hvad de selv ville have gjort.

Men så skete der noget, der ifølge bogen fik hende til at handle: Daniel Polette var begyndt at vise seksuel interesse for parrets 14-årige datter Karline.

- Det her må stoppe, besluttede hun.

Et nakkeskud

13. marts 2016 sad hun bag i bilen efter en særlig ydmygende oplevelse med en kunde, mens den dengang 61-årige Daniel Polette havde sat sig på førersædet.

Hun fiskede pistolen frem mellem sæderne og dræbte manden med et enkelt nakkeskud.

Bagefter fik hun hjælp fra to af børnene til at skjule liget. Det har de siden fået seks måneders betinget fængsel for.

Selv blev hun anholdt i oktober 2017. Hun aflagde en fuld tilståelse og blev efter et års tilbageholdelse løsladt mod kaution, fortæller France24.

Nu er retssagen mod hende endelig startet.

Ifølge anklagemyndigheden er der ingen tvivl. Det var et planlagt mord, som ikke kan undskyldes med selvforsvar, og det kræver en fængselsstraf - måske så alvorligt som fængsel på livstid.

Hendes forsvarere ser helt anderledes på det:

- Hun dræbte ham, men hun var ikke en morder. Hun var et offer, sagde en af forsvarerne, Janine Bonaggiunta, til medierne uden for retsbygningen, da sagen startede mandag.

Der forventes dom i sagen fredag.