Udland

33 danske bilister har anmeldt stenslag på svensk motorvej

Biler med danske nummerplader rammes af sten på motorvejen mellem Malmø og Ystad. Svensk politi er på sagen.

33 gange har svensk politi i løbet af særligt maj og juni fået en anmeldelse om, at en dansk bil er blevet ramt af stenslag på motorvejen E65, der løber mellem Malmø og Ystad.

Mange biler med danske nummerplader kører på strækningen, når turen går til og fra Bornholm.

På blot et døgn er antallet af anmeldelser fordoblet, skriver TV 2 Bornholm tirsdag formiddag. I alt er der tikket 33 anmeldelser ind - nogle af dem fortæller om flere oplevelser med stenslag på vejen.

Stor alvor

Politiinspektør ved Ystad Politi Patric Nihlén siger til flere medier, herunder Sveriges pendant til DR, SVT, og lokalavisen Ystad Allehanda, at det svenske politi ser med stor alvor på sagerne.

- En sten gennem ruden kan betyde, at føreren kommer til skade, ligesom der er risiko for, at man kører af vejen eller sammen med en anden bil, siger Patric Nihlén til SVT.

- Vi har på nuværende tidspunkt ingen mistænkte, men vi sammenligner alle anmeldelserne og ringer rundt til de berørte for at skabe os et overblik over, hvor og hvordan det er sket, siger han videre.

Det er kun biler med danske nummerplader, der er blevet ramt af stenslag.

Mandag gik Rigspolitiet derfor ud med en advarsel til de danske bilister, der kører på den sydsvenske motorvej.

- I den seneste tid har der været flere tilfælde af stenkast mod danske bilister på E65 mellem Skurup og Ystad i Sydsverige. Oplever man det, så anmeld det straks til svensk politi, skrev Rigspolitiet på Twitter.

15 nye sager

Byen Skurup ligger cirka på halvvejen mellem Malmø og Ystad.

Opfordringen fra Rigspolitiet har tilsyneladende fået det til at strømme ind med anmeldelser til politiet. Mandag kunne svensk politi fortælle om 15 sager, mens der fredag var fem sager, skriver TV 2 Bornholm.

Mediet har også talt med bilisten Adam Kofoed Månsson, der to gange på 20 dage har måttet skifte forrude på sin bil på grund af stenslag på turen til og fra Bornholm.

Politiet i Sverige har endnu ikke en teori om, hvorfor de danskregistrerede biler er mål for det, der kunne ligne bevidste stenkast.

Indtil videre har der ikke været meldinger om alvorlig personskade.

En person har ifølge SVT fået øjenskade, da forruden splintredes, mens TV 2 Bornholm har skrevet om en 70-årig, dansk mand, der fik hovedtraume, da hans bil blev ramt af en sten uden for Ystad.