Udland

Riksdagen vælter Löfven som statsminister

Löfven har nu en uge til at afgøre, om regeringen går af, eller om der skal udskrives nyvalg.

Sveriges regering har mandag formiddag tabt en mistillidsafstemning i Riksdagen, og dermed er Stefan Löfven væltet som statsminister.

Aldrig før er en svensk statsminister blevet væltet ved en mistillidsafstemning, skriver SVT.

- Regeringen vil nu tale med sine samarbejdspartier og derefter beslutte, hvilken vej vi skal gå, sagde Löfven på et pressemøde efter mistillidsafstemningen.

181 af Riksdagens 349 medlemmer stemte ja til at vælte Löfven. Der skulle mindst 175 stemmer at vælte statsministeren.

109 stemte imod et mistillidsvotum, mens 51 hverken stemte ja eller nej.

Kan blive statsminister igen

Nu har Löfven en uge til at afgøre om der skal udskrives nyvalg.

Alternativt skal der indledes en proces, hvor Riksdagens leder, Talmannen, har fire runder til at finde et alternativ til Löfven som statsminister.

- Det lidt pudsige i den situation er, at det mest sandsynlige er, at det så igen bliver Stefan Löfven, som bliver statsminister, fortæller TV 2s nordiske korrespondent Jesper Zølck.

Krisen er udløst af, at regeringen har lavet en aftale med de to borgerlige partier, Centerpartiet og Liberalerna, om en delvis liberalisering af udlejningspriserne på boliger.

Vänsterpartiet truede efterfølgende med at trække sin støtte til regeringen.

Søndag præsenterede Löfven et kompromisforslag, men det blev forkastet af Vänsterpartiet som "useriøst og et politisk teater".

Et hjertebarn

At det netop er et spørgsmål om lejepriser, der splitter den svenske regering, er ikke tilfældigt.

Vänsterpartiets leder hedder Nooshi Dadgostar, og inden hun for omkring otte måneder siden blev leder af partiet, kæmpede hun aktivt imod markedsbestemt leje på nybyggede lejeboliger for at holde huslejepriserne nede.

Også inden hun kom ind i Riksdagen, var det en sag, hun engagerede sig i, fortæller Jesper Zølck:

- Det er hendes hjertebarn. Hun har været med til at lave demonstrationer og protester ude foran lejeboliger, inden hun kom ind i Riksdagen.

Derfor blev det også skrevet ind i Januaraftalen, som er Sveriges pendant til et regeringsgrundlag, at netop de markedsregulerede priser på lejeboliger skulle behandles.

- Vänsterpartiet gik med til at stille sine 28 mandater bag Löfven, men de satte to røde streger - det ene var spørgsmålet om lejereglerne, fortæller Jesper Zølck.

- Så i virkeligheden har hun (Nooshi Dadgostar, red.) hele tiden advaret Socialdemokraterne om, at de ville komme i den her situation.