Coronavirus

Delta-variant vinder frem i USA - eksperter advarer om en nation splittet i to

Der er stor forskel på, hvor meget henholdsvis demokrater og republikanere lader sig vaccinere.

Mens den indiske variant af coronavirus, også kaldet Delta-varianten, spreder sig hurtigt i USA, har udrulningen af vaccinerne tabt pusten.

Nu advarer eksperter om, at det kan skabe, hvad de kalder et delt USA: de vaccinerede og de ikke-vaccinerede. Det skriver flere amerikanske medier.

Præsident Biden satte 4. maj et mål om, at 70 procent af den voksne amerikanske befolkning skulle have modtaget mindst et vaccinestik inden USA’s uafhængighedsdag 4. juli.

Et mål, der nu ser ud til at blive meget svært at nå.

Lokkende tilbud uden effekt

Og det er, selvom flere stater har lokket med alt fra gratis øl og joints til store lottogevinster, hvis amerikanerne lader sig vaccinere.

Tiltagene viser sig dog at have haft en meget lille effekt, fortæller Irwin Redlener, der er pandemiekspert ved Columbia University.

- Det har bare ikke virket, folk køber den ikke - om det så er en gratis bil, en gratis donut eller en million dollars, siger Redlener til mediet Politico.

Lyn-analyse

Som USA-analytiker henviser man ofte til den politiske polarisering, når man skal udlægge teksten. Men polariseringen er kun en del af forklaringen, når det kommer til den varierende vilje til at lade sig vaccinere. Coronavirussen tager som bekendt ikke hensyn til partipolitiske tilhørsforhold, men eksperter peger på, at vaccineskepsissen i USA ikke udelukkende skyldes politisk loyalitet, religiøse tilhørsforhold, logistik, eller manglende information. Skepsissen hænger i høj grad også sammen med forskellige livssyn, værdier og mavefornemmelser, og dem får Biden mere end svært ved lave om på.

Delta-variant vinder frem

Sundhedsmyndighederne i USA havde forudset, at luften ville gå ud af vaccinationsprogrammet, i takt med at de mest sårbare og vaccinevillige fik deres stik.

Men truslen fra den mere alvorlige Delta-variant får nu eksperterne til at råbe vagt i gevær.

Delta-varianten menes for nuværende at udgøre omkring 10 procent af smittetilfældene i USA, og den er langt mere smitsom end den oprindelige variant. Varianten har allerede ført til nye, alvorlige smittebølger i blandt andet Indien og Storbritannien.

- Jeg kan slet ikke se, at situationen vil blive bedre, medmindre vaccinationsraten stiger, siger Scott Allen fra sundhedsmyndighederne i delstaten Missouri, der er en af de stater, der halter alvorligt efter i vaccineudrulningen.

Missouri har de seneste to uger oplevet en fordobling i antallet af smittetilfælde og hospitalsindlæggelser.

"To Amerikaer"

På landsplan har smittetallene i USA de seneste uger ligget på omkring 15.000 nye daglige smittede, men samtidig er antallet af vaccinerede faldet markant.

Midt i april modtog omkring to millioner amerikanere dagligt det første vaccinestik, men det tal er nu faldet til 360.000.

Derfor advarer sundhedseksperter nu om det, de kalder "to Amerikaer" – dem som er vaccineret, og dem som ikke er.

Og billedet over vaccinerede afspejler det politiske landkort i USA.

En måling fra CBS News viser, at blot 52 procent af republikanerne er helt eller delvist vaccineret, mens 29 procent frabeder sig en vaccine.

Hos demokraterne har 77 procent allerede modtaget mindst et vaccinestik, og her er kun 5 procent afvisende over for at lade sig vaccinere.

- Det er det, jeg kalder to covid-nationer, siger vaccineforsker Peter Hotez fra Baylor College of Medicine i Houston til det digitale medie BuzzFeed.

Bidens bøn

Fredag kom præsident Biden med en bøn til sine landsmænd om at lade sig vaccinere hurtigst muligt.

- Selvom vi gør fantastiske fremskridt, er det stadig en seriøs og dødsensfarlig trussel, sagde Biden på et pressemøde i Det Hvide Hus.

Præsidenten tilføjede, at Delta-varianten betyder, at ikke-vaccinerede personer er “endnu mere sårbare nu end for en måned siden”.

Sundhedsmyndighederne forventer, at Delta-varianten i løbet af få uger vil være den mest dominerende variant i USA.