Svenskere tog penge for 100.000 corona-test, men sendte dem ikke til analyse
Anklageren i sagen bekræfter, at der er indledt en undersøgelse.
En større sag om svindel med coronatest bliver i øjeblikket efterforsket i Sverige.
Politiet mistænker en svensk virksomhed for at have foretaget coronatest af godt 100.000 personer uden at have sendt testene til analyse.
Det skriver Aftonbladet.
I stedet fik alle de testede at vide, at de var testet negativ for covid-19.
Den private virksomhed tog 1500 svenske kroner per prøve. Det svarer til cirka 1100 danske kroner.
Efterlyser tre personer
Svensk politi mistænker ifølge Aftonbladet en 33-årig læge for at være bagmand i den formodede svindel. Han er mistænkt for grov smittespredning, at sætte andre i fare og for bedrageri.
Udover den 33-årige mistænkes en 55-årig læge for at have underskrevet falske resultater for kviktest og at have udfærdiget rejsecertifikat til kunder.
En mand i 40-årsalderen er ligeledes mistænkt, mens tre personer ifølge Aftonbladets oplysninger er anholdt for deres rolle i sagen.
Anklager Alexandra Bittner, der leder efterforskningen, er fåmælt omkring sagen. Anklageren bekræfter dog, at der er indledt en undersøgelse på baggrund af oplysninger fra IVO, Inspektionen för vård och omsorg, som svarer til Styrelsen for Patientsikkerhed.
Minister: Slår hårdt ned på bedrageri
Lena Hallengren, der er socialminister i Sverige, understreger, at man vil slå hårdt ned på folk, der bruger coronapandemien til bedrageri.
- Alle bedragerier er modbydelige. Men de allerværste er dem, som påvirker liv og helbred. De, som forsøger at snyde mennesker med falske test, skal vide, at politi og myndigheder kommer til at slå hårdt mod dem, siger hun i en kommentar til Aftonbladet.
Myndighederne kom blandt andet på sporet af virksomheden, da flere læger indrapporterede patienter med covid-19, på trods af at de var testet negative.
- Det drejer sig om et privat sundhedsfirma, som åbnede en testvirksomhed, da pandemien opstod, og der var et behov for at teste en masse, siger TV 2-korrespondent Jesper Zølck.
Virksomheden tilbød både pcr-test med svar efter nogle timer og en antigentest og et certifikat, som kunne bruges som bevis på, man var testet negativ, hvis man skulle ud at flyve, siger han.