Udland

- Den svenske regering ser ud til at falde, siger korrespondent

Mandag formiddag risikerer Stefan Löfven at blive den første svenske statsminister, der taber en mistillidsafstemning.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, har kun få timer til at løse den krise, hans regering står i. Sker det ikke, risikerer hans regering at falde.

For mandag klokken 10 skal de svenske partier i Riksdagen stemme om et mistillidsvotum mod den socialdemokratiske statsminister.

Den svenske regeringskrise er udløst af støttepartiet Vänsterpartiet, der kræver, at planer om fri fastsættelse af huslejen i nybyggede lejeboliger bliver skrottet.

- Som det ser ud nu, har statsministeren en spændetrøje på sig, og han skal virkelig ud og finde på noget spektakulært for at komme ud af den, fortæller TV 2s nordiske korrespondent, Jesper Zølck.

Søndag præsenterede Löfven et kompromisforslag, men det blev forkastet af Vänsterpartiet som "useriøst og et politisk teater."

Nu må vi se, men den svenske regering ser ud til at falde mandag

Jesper Zølck

Partileders hjertebarn

Det kan måske virke bemærkelsesværdigt, at et støtteparti er parat til at vælte regeringen i en sag om huslejepriser på nybyggede lejeboliger.

Men der er en ganske markant forhistorie, fortæller Jesper Zølck.

Vänsterpartiets leder hedder Nooshi Dadgostar, og inden hun for omkring otte måneder siden blev leder af partiet, kæmpede hun aktivt imod markedsbestemt leje på nybyggede lejeboliger for at holde huslejepriserne nede. Også inden hun kom ind i Riksdagen, var det en sag, hun engagerede sig i.

- Det er hendes hjertebarn. Hun har været med til at lave demonstrationer og protester ude foran lejeboliger, inden hun kom ind i Riksdagen, siger Jesper Zølck.

Havde advaret Socialdemokraterne

Derfor blev det også skrevet ind i Januaraftalen, som er Sveriges pendant til et regeringsgrundlag, at netop de markedsregulerede priser på lejeboliger skulle behandles.

- Vänsterpartiet gik med til at stille sine 28 mandater bag Löfven, men de satte to røde streger - det ene var spørgsmålet om lejereglerne, fortæller Jesper Zølck.

- Så i virkeligheden har hun (Nooshi Dadgostar, red.) hele tiden advaret Socialdemokraterne om, at de ville komme i den her situation.

Regeringen er en mindretalsregering, og Löfven har lovet sine andre støttepartier, Centerpartiet og Liberalerna, at sætte huslejen fri.

Og da det stod klart, at den svenske regering har tænkt sig at gennemføre planerne, meldte Vänsterpartiet 17. juni ud, at de støtter en mistillidserklæring.

Hvad sker der, hvis regeringen bliver fældet?

Foruden Vänsterpartiet støtter oppositionen i form af Sverigedemokraterne, Moderaterne og Kristendemokraterne at fælde regeringen.

Og er der flertal for et mistillidsvotum, vil Stefan Löfven være den første svenske statsminister, der taber en mistillidsafstemning. Det er et realistisk scenarie, vurderer TV 2s korrespondent.

- Nu må vi se, men den svenske regering ser ud til at falde mandag.

Sker det, betyder det ikke nødvendigvis at svenskerne skal til stemmeurnerne.

I stedet indledes en proces, hvor Riksdagen først skal undersøge, om der er flertal for en anden statsminister.