Udland

Kim Jong-un klar til både "dialog og konfrontation" med USA

For første gang har den nordkoreanske leder udtalt sig direkte om den nye Biden-regerings politik.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har beordret sin regering til at være klar til såvel dialog som konfrontation med USA.

Det rapporterer det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA.

Udtalelsen faldt ved et møde for ledelsen i Koreas Arbejderparti torsdag, hvor Kim Jong-un fremlagde sin analyse af den nye amerikanske præsident, Joe Bidens, Nordkorea-politik.

Her redegjorde den nordkoreanske leder for "passende strategiske og taktiske reaktioner" i forhold til USA.

Og så understregede han behovet for at være klar "på både dialog og konfrontation, især konfrontation".

Målet er i sidste ende at værne om Nordkoreas interesser og værdighed, forklarede Kim Jong-un.

Det regerende arbejderparti vedtog senere enstemmigt en resolution om landets fremtidige politik, skriver KCNA uden dog at nævne nogen detaljer fra aftalen.

Kim Jong-un fremviser en underskrevet aftale.

Anser Bidens politik som fjendtlig

Torsdagens kommentarer er første gang Kim Jong-un udtaler sig direkte om Joe Bidens politik, efter at Biden tiltrådte som præsident i januar.

Forholdet mellem de to landes ledere er dog allerede anstrengt.

Under den amerikanske valgkamp kaldte Biden den nordkoreanske leder for "en slyngel", og i en tale i april betegnede han Nordkoreas atomprogram som "en alvorlig trussel mod USA og verdens sikkerhed". Han sagde også, at han vil arbejde med USA's allierede for at tage hånd om problemet ved hjælp af demokrati og afskrækkelsesmetoder.

Det fik det nordkoreanske styre til at reagere kraftigt, og Kwon Jong Gun, generaldirektør i det nordkoreanske udenrigsministeriums kontor for amerikanske anliggender, kaldte Bidens udtalelser for en fjendtlig politik.

- USA's præsident lavede en stor fejl. Nu da grundprincippet i USA's nye Nordkorea-politik er blevet tydeligt, vil vi være nødsaget til at gå videre med tilsvarende tiltag, og med tiden vil USA finde sig selv i en meget alvorlig situation, sagde han.

Svær opgave

Kim Jong-un mødtes med Joe Bidens forgænger, Donald Trump, ved tre lejligheder – herunder et historisk topmøde i Singapore og et besøg ved grænsen mellem Nord- og Sydkorea.

Det var første gang nogensinde, at en siddende amerikansk præsident og lederen af Nordkorea har mødtes.

Donald Trump og Kim Jong-un ved deres historiske første møde i Singapore i 2018.

Forhandlingerne om en nordkoreansk atomafrustning brød dog sammen uden resultat – ifølge Trump, fordi Nordkorea krævede alle restriktioner mod landet ophævet – og siden kølnede forholdet mellem de to lande igen.

Dermed måtte Trump ligesom de foregående regeringer opgive at få nordkoreanerne til at opgive deres atomprogram.

På et møde med Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, i maj understregede Biden, at han ikke gør sig nogen illusion om, at det bliver en nem opgave. Tværtimod.

- Vi er begge dybt bekymrede over situationen, lød det fra Biden.

Atomprogram lever videre

De nye udtalelser fra Kim Jong-un falder, få dage før USA's nye særlige udsending til Nordkorea, Sung Kim, i næste uge skal mødes med repræsentanter fra Sydkorea og Japan for at diskutere, hvordan man skal håndtere Nordkorea.

Landene er bekymrede for, at det nordkoreanske atomarsenal er vokset på trods af internationale sanktioner og en presset økonomi.

Kim Jong-un har overværet adskillige af de nordkoreanske missiltests de seneste år.

En FN-rapport konkluderede sidste år, at Nordkorea fortsætter sit atomprogram og formentlig er lykkedes med at udvikle små atomsprænghoveder, der kan monteres på interkontinentale ballistiske missiler.

Desuden lød det i rapporten, at Nordkorea havde nået en fase, hvor landet er klar til at tage næste skridt i atomprogrammet og teste et missil med flere sprænghoveder.