Coronavirus

Nyt middel mod corona viser lovende tegn

Xeljanz er godkendt i USA til behandling af leddegigt, psoriasisgigt og blødende tyktarmsbetændelse.

Et lægemiddel mod leddegigt viser i et brasiliansk studie lovende tegn i behandlingen af alvorlig covid-19.

Studiet er offentliggjort onsdag i New England Journal of Medicine og omhandler midlet tofacitinib, som medicinalselskabet Pfizer sælger under navnet Xeljanz.

I alt 289 patienter med lungebetændelse i Brasilien er blevet undersøgt i studiet.

Hos dem viste det sig ifølge Pfizer, at Xeljanz både sænkede antallet af dødsfald og risikoen for åndedrætssvigt.

Halvdelen af patienterne fik Xeljanz i form af en pille to gange om dagen samt almindelig behandling for at modvirke et overaktivt immunsystem.

Den anden halvdel fik et placebomiddel og også den øvrige behandling.

Risikoreduktion på 63 procent

Efter 28 dage var 18,1 procent af patienterne i den gruppe, der havde fået Xeljanz, enten døde eller havde oplevet åndedrætssvigt.

Hos placebogruppen var det 29 procent.

Dermed så man en statistisk signifikant risikoreduktion på 63 procent.

Åndedrætssvigt dækker i undersøgelsen over patienter, der må have hjælp til at trække vejret enten med en iltmaske eller en respirator.

I løbet af de 28 dage døde 2,8 procent i gruppen, der havde fået midlet, mens 5,5 procent i placebogruppen døde.

Kras medicin

Det er ikke specielt overraskende, at et stof, som virker immundæmpende, også kan virke mod covid-19.

Det siger Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, til TV 2 torsdag morgen.

- En meget stor del af symptomerne ved covid-19 er en svær betændelse i lungerne, som lige så meget skyldes immunsystemets reaktion på virus, som virus selv, siger han.

Hans Jørn Kolmos understreger, at der er tale om "kras medicin", som skal bruges med omtanke.

- Man kan diskutere, om det nu er påvist godt nok, også i sammenligning med andre former for medicin, siger han.

Opmuntrende resultater

Der var alvorlige bivirkninger hos 14,1 procent i Xeljanz-gruppen, mens det var 12 procent i placebogruppen.

- De indledende resultater af vores randomiserede forsøg med tofacitinib hos patienter, som er indlagt med covid-19-lungebetændelse, er opmuntrende, siger Otavio Berwanger, der er hjertelæge og repræsenterer Israelita Albert Einstein-hospitalet i São Paulo.

Hospitalet var med til at koordinere forsøgene.

Xeljanz er godkendt i USA til behandling af leddegigt, psoriasisgigt og blødende tyktarmsbetændelse.