Udland

ANALYSE: Putin fik en propagandasejr, men der er nye boller på suppen med Biden

Barack Obama omtalte Rusland som en ”regionalmagt”. Topmødet i Geneve illustrerer, at man fra amerikansk side nu anerkender Ruslands rolle.

Forventningerne til topmødet mellem den amerikanske præsident Joe Biden og den russiske præsident Vladimir Putin var tilpas lave. Men som bekendt har lidt også sin ret.

Mødet mellem Biden og Putin signalerer en tilbagevenden til en verdensorden, hvor Rusland spiller en større rolle, omend USA's fokus vil forblive på Kina som strategisk udfordring.

Præsident Biden ynder at proklamere, at ”Amerika er tilbage” og har lige været på rundtur i Europa for at genopbygge forholdet til USA's europæiske allierede. Men samtidig illustrerer Bidens rundrejse netop også, at Rusland er tilbage.

Tilbage fra topmødet i Geneve står dermed især en propagandasejr for Vladimir Putin, men også en manifestation af, at der er nye boller på suppen med Biden i Det Hvide Hus.

Putins propagandasejr

Hvis man skulle være i tvivl om, hvorfor topmødet var en propagandasejr for Vladimir Putin, kan man med fordel gense pressekonferencen med den russiske præsident.

Her ventede man vel egentlig bare på, at Lex og Klatten ville springe ud fra kullisen og synge ”jeg er for kendt til det her sted”, for Vladimir Putin nød tydeligvis opmærksomheden fra verdenspressen i fulde drag.

decms://2e34771fec816a5ca1da10f863e723fb65eb70c0

At den amerikanske præsident gentagne gange refererede til USA og Rusland som ”to stormagter” og ”to magtfulde lande” – og dermed på en måde sidestillede USA og Rusland – var ydermere musik i Moskvas ører.

Det er immervæk kun syv år siden, at Bidens daværende chef, Barack Obama, nedladende omtalte Rusland som en ”regionalmagt”.

Udtalelsen kom dengang i kølvandet på den russiske annektering af Krim, men står i dag også tilbage som manifestationen på et - mildest talt - mislykket forsøg fra Barack Obama på at ”genstarte” forholdet til Rusland.

Nye boller på suppen

I stedet for en genstart fik man dengang en relation, hvor Obama-administrationen igen og igen undervurderede udfordringen fra Rusland, og hvor Putin løb om hjørner med den amerikanske præsident.

Efter otte år med Obama fik man så fire år med Donald Trump i Det Hvide Hus, som fik selv Obama til at fremstå stærk som Arnold Schwarzenegger.

decms://914eea60475fcfaa683910153b1a4b97cc224384

Med andre ord var det måske på tide, at der kom nye boller på suppen. Flertallet af amerikanere efterspørger i hvert fald en hård(ere) kurs overfor Putin.

https://twitter.com/edokeefe/status/1404758559682928640?s=20

Det er dog selvfølgelig alt for unuanceret at fremstille det som om, at der kun er to valgmuligheder (hård kurs eller samarbejdsvilje) for manden i Det Hvide Hus.

I realiteten er der snarere tale om udenrigspolitisk biksemad.

Amerikanske præsidenter – uanset partifarve – og russiske præsidenter er vant til at skulle navigere et kompliceret forhold, som især er domineret af divergerende interesser, men hvor der også er mulighed for fælles fodslag på udvalgte områder.

Sådan var det under Den Kolde Krig, og sådan er det også den dag i dag.

Genstart, igen igen

Kært barn har som bekendt mange navne.

For uanset, hvordan man fra Biden-administrationens side vil karakterisere dagens møde, så var formålet at justere forholdet til Putins Rusland. Med andre ord en genstart. Reelt set kan man efterhånden sætte sit politiske vækkeur efter, at en ny amerikansk administration vil forsøge at finde en ny takt og tone i forholdet til Rusland.

Det samme gør sig gældende for den rituelle partipolitiske stammedans, der udspiller sig på hjemmefronten i USA, hvor oppositionen beskylder præsidenten for at være en svækling og kræver, at præsidenten viser ”styrke” overfor russerne.

decms://c0e82756f99e3932141537832875d504242ca9a0

Men selvom de færreste republikanske politikere vil indrømme det, så vurderer jeg nu alligevel, at de føler sig mere tilpas med Trumps efterfølger i Det Hvide Hus, når det kommer til forholdet til Rusland. Ikke mindst efter det mindeværdige møde mellem Trump og Putin i Helsinki.

Så selvom man overordnet set ikke kan komme udenom, at topmødet i Geneve primært var en propagandasejr for Vladimir Putin, så er der også her kommet nye boller på suppen med Biden i Det Hvide Hus.