Udland

Kontroversielt makkerpar modtages som rockstjerner – sammen vil de give USA Trump tilbage

Med skandalerne hængende over hovedet er to republikanere draget i marken under sloganet "America First".

Med knyttet hånd og et stort tandpastasmil sprang han med to lynhurtige skridt op på scenen.

Til tonerne af Queens ’We Are The Champions’ og publikums ekstatiske pift var det lige før, at taget lettede i den propfyldte hal i Georgia.

Mobilerne lyste op overalt – det her var et af de øjeblikke, der var værd at forevige.

Manden på scenen var hverken en verdenskendt rockmusiker eller en stor sportsstjerne, men en politiker i et tætsiddende jakkesæt.

Og han var ikke dukket op alene.

Den ene er bedst kendt for sine mange konspirationsteorier, mens den anden lige nu er hovedperson i en stor skandale, der handler om købesex med mindreårige.

Alligevel byder de to republikanere Matt Gaetz og Marjorie Taylor Greene nu velkommen til deres stort opslåede turné: America First.

Og det politiske roadshows mission er ikke til at tage fejl af: Donald Trump skal tilbage i Det Hvide Hus, og det kan kun gå for langsomt.

- Vi er ikke på vej væk

Missionen handler om USA’s fremtid. Den handler om at "Make America Great Again".

Men først og fremmest handler den om Trump.

Målet med 'America First' er, at de over 74 millioner amerikanere, der i efteråret stemte på Donald Trump, skal samle sig i en bevægelse imod venstrefløjen og ”deres marionetdukke Joe Biden i Det Hvide Hus”.

Som et deja-vu går "os mod dem"-kulturen fra Trumps tid igen i retorikken ved Gaetz og Greenes vælgermøder.

Alt fra fake news-medierne til de store tech-virksomheder, venstrefløjen og de republikanere, der ikke er ”republikanske nok”, får høvl:

- Vi sender en klar besked til de svage i begge partier: 'America First' er ikke på vej væk – vi er på vej på turné, lyder erklæringen fra de to politikere.

Og noget tyder på, at der er stor opbakning til projektet, der siden april har været forbi de tre svingstater Arizona, Florida og Georgia.

- Jeg skal lige være sikker: Hvem er jeres præsident?

Da kongrescentret i Dalton, Georgia, på en varm eftermiddag i slutningen af maj dannede rammen om det tredje 'America First'-rally, stod hundredevis af forventningsfulde amerikanere i kø.

Nogle havde kørt næsten 1000 kilometer for at deltage, mens andre måtte gå skuffede derfra – simpelthen fordi salen allerede var fyldt til bristepunktet.

De røde MAGA-kasketter var fundet frem igen og støvet af til lejligheden. Det samme var t-shirts med sloganet ”The 2020 Election Was Rigged” (valget i 2020 var korrupt, red.).

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at der var tale om et af Trumps egne utallige og velbesøgte vælgermøder – de såkaldte rallies, han har afholdt siden præsidentvalget i 2016.

Men efter sin exit fra Det Hvide Hus har den tidligere præsident selv holdt lav profil.

I stedet er de to kongresmedlemmer Matt Gaetz og Marjorie Taylor Greene draget i marken for at genskabe stemningen fra Trump-tiden.

- Jeg skal lige tjekke noget. Jeg skal lige være sikker på, at jeg er kommet til det rette sted. Fortæl mig, hvem er jeres præsident? spurgte Marjorie Taylor Greene sit publikum i Georgia.

- Donald Trump! råbte tilhørerne tilbage.

- Godt! Det er også min præsident.

For Marjorie Taylor Greenes rally-makker, Matt Gaetz, er tiden med Trump i spidsen også langtfra ovre:

- Det her er Donald Trumps parti, og jeg er en Donald Trump-republikaner, sagde han i Georgia til tilskuernes store jubel.

Når de er på turné, er der ingen tvivl om, at de to politikere er superstjerner.

Men internt i Det Republikanske Parti er det langtfra alle, der jubler over dem.

Skandalerne står i kø

Det er en sag om menneskehandel, mindreårige piger og nøgenbilleder, der har hjemsøgt Matt Gaetz’ navn hele foråret og givet ham spalteplads i alle amerikanske medier.

Florida-politikeren undersøges lige nu af FBI for, om han har købt sex af en mindreårig, ligesom CNN har beskrevet, at han skulle have underholdt ved at vise nøgenbilleder til sine kollegaer i Kongressen.

Selv afviser Gaetz alle anklager, og i bedste Trump-stil brugte han endda sagen til at angribe medierne for deres dækning, da han holdt vælgermøde i pensionistparadiset The Villages i Florida:

- Jeg ved allerede, hvad CNN vil skrive om det her: "Matt Gaetz holder vild fest omgivet af smukke kvinder i The Villages", så forbered jer på det.

Også den anden halvdel af 'America First'-duoen har været under skarp beskydning på det seneste.

Marjorie Taylor Greene kom i modvind, da hun for nylig sammenlignede USA’s coronarestriktioner med måden, jøder blev behandlet på under Anden Verdenskrig.

Tidligere har Marjorie Taylor Greene også været i vælten for at dele gamle, sejlivede konspirationsteorier om 9/11 og skoleskyderier, ligesom hun har støttet konspirationsnetværket QAnon og sagt, at muslimer ikke hører til i regeringen.

Desuden har hun længe arbejdet for at få landets topcoronaekspert, Anthony Fauci, fyret for sit arbejde under pandemien.

I februar fik politikerne i Repræsentanternes Hus ganske enkelt nok af Marjorie Taylor Greenes kontroversielle udtalelser, og konsekvensen blev, at hun blev frataget flere af sine udvalgsposter i Kongressen.

Men for den republikanske politiker blev straffen blot et springbræt til en ny opgave, der handler om at få Trump tilbage på posten.

- Hvis I giver mig den ekstra tid mellem hænderne, så kan I godt regne med, at jeg finder fornuftige måder at bruge den på, har hun udtalt.

Luften over både Gaetz og Greene er altså efterhånden tyk af skandaler, men alligevel bliver de to politikere modtaget med både jubel og store folkemængder rundt om i USA.

Og der er meget at hente for de to fremadstormende republikanere, der udover at få Trump tilbage også har deres helt egen agenda.

Trumps disciple

I Det Republikanske Parti er Donald Trump fortsat – uden sammenligning – den mest toneangivende politiker.

Og derfor er der en vis styrke i, at Matt Gaetz og Marjorie Taylor Greene rider videre på hans bølge, fortæller TV 2s USA-analytiker, Mirco Reimer-Elster:

- Trump er stadig the biggest show in town, og han har stadig den absolut største opbakning, siger han og fortsætter:

- Og fordi Gaetz og Greene kan sige, at de er Trumps disciple, gider folk at møde op til de nye Trump-agtige rallies.

Selvom formålet med missionen er at få den tidligere præsident tilbage i fokus, er der også meget at hente for Gaetz og Greene selv, når de inviterer til rally – deres egen kendisfaktor får nemlig også et stort boost, fortæller Mirco Reimer-Elster.

Det er kun Donald Trump selv, der ved, om han har i sinde at genopstille ved næste valg, men han flirter helt åbenlyst med tanken.

Og hvis han vender tilbage, vil det ikke længere være Marjorie Taylor Greene og Matt Gaetz, der sælger billetterne, lyder det fra analytikeren:

- Der er en del republikanere, der vil håbe på, at de to kun er opvarmningsbandet til det helt store band, nemlig Donald Trump.

Men der findes også dem, der håber, at begge bands snart går helt af.

Siden valget i november har der nemlig været historisk store uenigheder i Det Republikanske Parti om, hvordan fremtiden efter Trump skal se ud.

Er det "Make America Great Again" og Trumps nybrud, der er vejen frem? Eller skal partiet tilbage til tiden, før forretningsmanden fra New York kom ind fra højre og overraskede de fleste?

Noget tyder på, at Trumps indflydelse er permanent.

Ikke ret mange republikanere er nemlig lykkedes med at gå imod Trumps linje, uden det har fået store konsekvenser.

En af dem er den republikanske politiker Liz Cheney, der for nylig og med sine kollegaers buh-råb i baggrunden fik frataget sin ledende rolle i partiet efter at have vist sin modstand mod Donald Trump gennem en længere periode.

Hun blev dengang kaldt et stort fjols af Marjorie Taylor Greene, der efterhånden spiller så fremtrædende en rolle i Det Republikanske Parti, at også demokraterne er begyndt at se med stor alvor på hende.

Greene kan nemlig meget vel blive den republikaner, der er allermest værd at holde skarpt øje med i den kommende tid.

Greene i fokus

I årevis har demokraterne brugt Trump som skræmmebillede på det, vælgerne får, hvis de stemmer republikansk.

Men eftersom han ikke længere er i spil, har kvinden med de kontroversielle holdninger vist sig at være den helt perfekte skitse til et nyt.

Ifølge flere spindoktorer gør demokraterne nemlig klogt i at sætte alt ind på Marjorie Taylor Greene, hvis de skal sikre deres flertal i Kongressens ene kammer, Repræsentanternes Hus, ved næste års midtvejsvalg.

- For demokraterne er det oplagt at pege på Greene, nu hvor Trump ikke længere er der, har en medarbejder i partiet for eksempel sagt.

- Alt, hvad hun står for og repræsenterer, er en omvandrende skildring af, hvor Det Republikanske Parti skal hen.

Derfor bliver Greene en stor del af demokraternes målrettede kampagne mod republikanerne i det kommende år – og håbet er, at hun er skræmmende nok til at støde de eftertragtede svingvælgere fra sig.

Men når Marjorie Taylor Greene sammen med Matt Gaetz slår dørene op til deres 'America First'-rallies, er der ingen, der ser på Georgia-politikeren som et politisk skræmmebillede.

Tværtimod.

Den bedste præsident nogensinde

De høje pift er mange, og klapsalverne varer længe, når Marjorie Taylor Greene får fat i sit publikum.

Som en af de fremmødte ved eventet i Georgia sagde til ABC News:

- Marjorie Taylor Greene står for alt, hvad USA er. Hun står for ærlighed.

Og nu står hun altså også i spidsen for at få Donald Trump tilbage som USA’s præsident – noget, over halvdelen af republikanerne fortsat mener, at han er.

Som Greene selv udtaler det, var Donald Trump ”den bedste præsident nogensinde”, og derfor lyder løftet klart og tydeligt:

- Ved I hvad? Vi får ham tilbage!

Næste gang, Gaetz og Greene går på scenen, bliver det i Texas i juni.