Her overnattede Putins sprængfarlige turister
Tjekkiet er kommet på kollisionskurs med Rusland efter at have beskyldt russiske agenter for "statsterrorisme".
Det er nok de færreste, der vælger Hotel Corrado på grund af placeringen. Lige ud til en firesporet vej i et industrikvarter i Tjekkiets tredjestørste by Ostrava.
Facaden med sin gulligt-grumsede nuancer er nok heller ikke det, der tiltrækker gæster. Det gør til gengæld lokalet, der kun er adgang til gennem solidt sikrede ståldøre: Skydebanen.
Her overnattede Putins mest sprængfarlige rejsende i Europa: Alexander Mishkin and Anatolij Tjepiga. Det var dem, som forsøgte at forgive den tidligere russiske agent Sergej Skripal med nervegiften Novitjok i Salisbury i England, og som, da de blev afsløret, påstod at de bare var ”turister”.
De to agenter fra GRU, den russiske militære efterretningstjeneste, er også hovedpersonerne i et andet spiondrama, som udspillede sig på tjekkisk jord. Nemlig eksplosionerne i et stort ammunitionslager i den sydøstlige del af landet tilbage i efteråret 2014, som de tjekkiske myndigheder anklager de to agenter for at stå bag sammen med et helt hold af russiske agenter.
To mennesker blev dræbt ved sabotageaktionen, som har sat det lille centraleuropæiske land på kollisionskurs med Rusland og givet et indblik i Putins hemmelige krig mod Vesten. En krig, som netop i disse dage med Biden-Putin-topmødet onsdag og NATO-mødet mandag for alvor er kommet på dagsordenen.
Tre nætter i efteråret 2014 tilbragte to russiske agenter på Hotel Corrado. Selvfølgelig under dæknavn.
Hvad der fik de to agenter til at opsøge netop Hotel Corrado, er uklart.
Men det står fast, at de benyttede sig af en af hotellets mest kendte faciliteter. Nemlig skydebanen.
Gengangerne
Det var Novitjok-forgiftningen af Sergej Skripal i Storbritannien og den efterfølgende afsløring af de russiske agenters identitet, som fik de tjekkiske myndigheder til at interessere sig for de russiske gæster fra Hotel Corrado.
I gæstebogen har de underskrevet sig som ”Alexander Petrov” og ”Ruslan Boshirov”. De samme dæknavne, som de senere benyttede under Novitjok-operationen i Salisbury. Og ligesom det var tilfældet i England, så påstod gæsterne på hotel Corrado også, at de var ”turister”.
Analyser af e-mails, passagerlister og mobildata dokumenterer, at de to giftagenter fra Salisbury sandsynligvis også stod bag det, som den tjekkiske regering har kaldt et eksempel på statsterrorisme. Nemlig attentatet mod våbendepotet i det tjekkiske område Vrbetice i oktober og december 2014.
Research foretaget af de undersøgende journalister fra Der Spiegel, The Insider og netmediet Bellingcat har sandsynliggjort, at aktionen i Tjekkiet var en del af en større russisk operation, der skulle afskære Ukraine fra våben og ammunition i kampen mod de russisk støttede oprørere i den østlige del af landet.
GRU-agenter kan også spores til Bulgarien, hvor en våbenhandler blev forsøgt forgiftet, formentlig med Novitjok, og hvor der i 2014 og 2015 fandt eksplosioner sted i seks våbenlagere. Her blev 15 mennesker dræbt.
Krigszonen
På en hed junidag i 2021 kan det være svært at forestille sig, at de bakkede bjerge ved Vlachovice-Vrbetitce for seks et halvt år siden mest lignede en krigszone.
- Den dag er mejslet ind i vores hukommelse, og vi vil aldrig glemme, dengang det føltes som en krigszone her, fortæller borgmester Zdenek Hovezak fra Vrbetice, mens vi nipper til citronlimonaden på borgmesterkontoret.
I årtier har det tjekkiske militær oplagret granater og sprængstoffer i de grå depotbygninger i bakkerne uden for byen, uden at det vakte større opsigt.
Men 16. oktober 2014 gik det galt. I ammunitionsdepotet, som delvist var udlejet til private våbenhandlere, røg depot nummer 16 med 50 tons ammunition og granater i luften.
- Trykbølgen var så voldsom, at pudset faldt fra væggen, og tagstenene lettede, fortæller bygningsarbejder Petr Kassa, hvis første reaktion var at smide sig på gulvet.
Eksplosionen kostede to lagermedarbejdere livet.
3. december ramte en eksplosion så depot nummer 12 med 100 tons ammunition. Først om morgenen med en række små eksplosioner med få sekunders mellemrum.
Da det havde stået på i et par timer, lød der pludselig et enormt brag, som udløste en paddehattesky og sendte tusindvis af granatdele gennem luften og ned over i Vrbetice halvanden kilometer væk.
Flere beboere valgte at hente deres børn og flygte øjeblikkeligt. Deriblandt Petr Kassa.
Den vigtige brik
Resultatet af de to eksplosioner var ikke bare et møjsommeligt oprydningsarbejde og en hel egn, som i månedsvis var i undtagelsestilstand. Operationen blev først afsluttet sidste efterår og har kostet den tjekkiske stat omkring 300 millioner danske kroner.
Efter eksplosion nummer to stod det også klart, at katastrofen ikke skyldtes lemfældig omgang med sprængstoffer, sådan som man først formodede, men at der lå noget andet og mere udspekuleret bag. Men hvad?
Der skulle gå et par år, inden efterforskerne kom svaret et stort skridt nærmere. Nemlig da det britiske politi og Bellingcat-researcherne kunne afsløre, at Salisbury-agenterne ”Alexander Petrov” og ”Ruslan Boshirov” var identisk med GRU-agenterne Alexander Mischkin og Anatolij Tjepiga.
Pludselig var der et spor at gå efter, og snart skulle det vise sig, at det ikke var ikke turister, der havde besøgt Hotel Corrado i efteråret 2014 – derimod var det agenter for Putins hemmelige krig mod Vesten.
Noget for noget
For et land, der ikke plejer at gå på konfrontationskurs, reagerede den tjekkiske regering usædvanligt skarpt, da politi og efterretningstjenesten tidligere på året konkluderede, at det sandsynligvis var de to "eksplosive turister" alias Alexander Mishkin og Anatolij Tjepiga, der stod bag sabotagen i Vrbetice.
Først udviste tjekkerne 18 russiske diplomater, som var blevet identificeret som efterretningsagenter, og da myndighederne i Moskva forsøgte at overtrumfe ved at udvise 20 diplomater fra den tjekkiske ambassade i Moskva, svarede den tjekkiske regering igen ved at udvise hele 67 russiske medarbejdere fra den uforholdsmæssigt store russiske ambassade i Prag.
En reaktion, der vækker tilfredshed hos Vrbetices borgmester.
- Jeg er ikke i tvivl om, at hvis vi havde stået alene og ikke havde været medlem af EU og NATO, så ville vi have været meget værre stedt, siger Zdenek Hovezak.
Resultatet af den kontante reaktion er et tjekkisk-russisk forhold, der nærmer sig sibiriske kuldegrader. Mens Moskva pønser på, hvordan man kan tjekkerne, har myndighederne offentliggjort en liste over fjender af Rusland.
På listen står kun to navne: USA og Tjekkiet.
Bag ståldøren
På Hotel Corrado viser en stolt hotelejer Maxmilian Simek rundt i det, der nok må siges at være det mest obskure hotel, som kameramand Simon Borg og jeg nogensinde har sat vore ben i.
Lysekronerne er alle udfærdiget af gevirer. Fra væggene kigger udstoppede ræve, grævlinge, bjørneunger, vildsvin, ja, også et imponerende elghoved ned på gæsterne med deres døde glasøjne.
Hotelejer Simek er nemlig en samler. Af oldtimer-motorcykler, fiskestænger, bryggeriudstyr og våben. Masser af våben. Dødbringende våben i alle kalibre.
Det er her ståldørene og et imponerende nøglebundt kommer ind i billedet. Hotelejer Simek er omhyggelig med at slå alarmerne fra, inden han lukker os ind i det allerhelligste.
Våbenhandlen med tilhørende skydebane.
- Alt i alt har vi nok 1200 geværer og pistoler. Og alt er til salg. Også kampvognen ude bagved, siger han med henvisning til kampvognen, der er kørt i stilling ved hotellets bagindgang. Et ombygget russisk panserkøretøj, der har gjort det ud for en tysk Tiger-kampvogn i adskillige spillefilm.
En ståldør og en intens nøgleraslen senere befinder vi os ved den indendørs skydebane. Da den tjekkiske efterretningstjeneste har taget hotellets gæstebog med, kan det ikke længere spores, hvilke værelser de to russiske agenter overnattede i. Men vi ved, at de benyttede sig af skydebanen. En af de gratis glæder ved at overnatte på Hotel Corrado.
Hvordan får man ideen til sådan en indretning på en egn, hvor det ikke ligefrem vrimler med turister?
- Jamen, folk har jo brug for at træne, hvis de har en våbentilladelse. Det kan de gøre her. Vi har omkring 3000 faste kunder, og man kan skyde hver dag. Vi har nemlig åbent fra mandag til søndag, lyder det fra hotelejer Simek, som ikke selv har nogen erindring om de russiske gæster fra for seks år siden.
- Sådan er det jo med hotelgæster. Man husker som regel kun dem, der laver ballade.
Og ballade var de ikke ude efter, Putins sprængfarlige Europa-rejsende – i det mindste ikke, mens de overnattede på Hotel Corrado.
Missionen opfyldt
Hvordan det lykkedes de russiske agenter at sabotere våbendepotet i Vrbetice, står hen i det uvisse.
Alexander Mishkin og Anatolij Tjepiga søgte faktisk om officiel tilladelse til at besøge depotet – denne gang under en en falsk identitet som våbenkøbere fra Moldova og Tadsjikistan, men de dukkede aldrig op.
Tjekkisk politi har i øvrigt bedt om lov til at afhøre de to agenter i Moskva, men har endnu ikke hørt noget fra de russiske myndigheder.
Begge modtog de kort efter ekspeditionen til Tjekkiet Ruslands højeste udmærkelse, Den Russiske Føderations Helt, og har ligesom andre agenter, der deltog i operationen modtaget gratis boliger som tak for deres indsats.
Det er nok det tætteste, de russiske myndigheder kan komme på at erklære de eksplosive agenters mission for opfyldt.