Udland

Ekspremierminister May bringes i spil som ny NATO-chef

Theresa May vil være en fremragende kandidat til posten som NATO-chef, siger britisk minister før topmøde.

Den tidligere britiske premierminister Theresa May vil være en "fremragende" kandidat til posten som ny NATO-chef, når forsvarsalliancen i 2022 ventes at udpege en afløser for nordmanden Jens Stoltenberg.

Det siger den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, ifølge Daily UK News.

- Theresa May var en fantastisk premierminister i virkelig krævende tider. Jeg arbejdede med hende som sikkerhedsminister. Hun vil være en fremragende kandidat, siger Wallace.

May var konservativ premierminister fra 2016 til 2019.

Det hele afhænger af amerikanerne

Udmeldingen kommer, op til at NATO-landenes stats- og regeringschefer, deriblandt USA's præsident, Joe Biden, mandag samles til topmøde i Bruxelles.

Theresa May har ikke selv meldt noget ud om en eventuel interesse i at komme i betragtning til topjobbet, og den britiske regering mangler endnu at udpege en mulig kandidat som afløser for Stoltenberg.

Ifølge The Sunday Telegraph er den tidligere britiske udenrigsminister William Hague samt Ben Wallace selv blevet nævnt som mulige britiske kandidater til posten som chef for NATO.

En tidligere højtstående embedsperson fra NATO siger til avisen, at udnævnelsen af en ny generalsekretær i høj grad afhænger af, hvad USA siger.

- Det hele afhænger af, hvem amerikanerne vil acceptere. De vil have en, som de har tillid til, siger kilden.

Fuld enighed er vigtig

Forsvarsminister Ben Wallace understreger, at processen med at vælge en ny leder, som alle 30 medlemslande af Nato kan acceptere, er i den tidlige fase.

- Storbritannien er en af de største bidragydere til NATO og det europæiske land, der bruger mest. Vi ønsker selvfølgelig at indtage en afgørende rolle i alliancen.

- Men der er mange andre nationer, og det vigtige for NATO er, at der er fuld enighed.

Jens Stoltenberg overtog den prestigefyldte post som generalsekretær i 2014 efter den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen, der stod i spidsen for alliancen fra 2009.

Stoltenberg er valgt frem til 2022.