Udland

Russisk domstol giver Navalnyjs organisation dødsstødet

Der vanker både bøder, fængsel og forbud mod at stille op til valg, hvis aktivister vælger at fortsætte Navalnyjs arbejde.

De russiske myndigheder gør det nu umuligt for alle organisationer med tilknytning til den fængslede oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj at fortsætte deres arbejde.

En domstol i Moskva karakteriserede onsdag Navalnyjs organisationer som ”ekstremistiske”.

Det betyder, at enhver, der fortsætter med at støtte dem, kan blive straffet med fængsel, bøde eller et forbud mod at stille op til valg.

Og det betyder, at Navalnyjs anti-korruptionsorganisation og hans net af regionale kontorer over hele Rusland bliver forhindret i deres arbejde.

Navalnyj selv har reageret med en trodsig besked fra sit fængsel om, at han ikke har tænkt sig at give op:

- Vi vil ikke opgive vores mål eller vores idealer. Det er vores land, og vi har ikke noget andet, siger han i en udtalelse på Instagram.

Han erkender dog, at han og hans tilhængere bliver nødt til at finde nye måder at organisere deres arbejde.

"Rammer stort set alle"

Fremtiden ser imidlertid vanskelig ud for oppositionen efter onsdagens dom, vurderer TV 2’s Ruslands-korrespondent Claus Borg:

- Det bliver noget undergrundsarbejde, noget aktivisme. Det er svært for oppositionen ikke at have et brand, sådan som Navalnyj var et brand. Det her kan ligne dødsstødet til den russiske opposition, siger Claus Borg.

Advokater for Navalnyjs antikorruptions organisation forlader retten i Moskva efter onsdagens retsmøde, der blev holdt bag lukkede døre

Han vurderer myndighedernes indgreb til at "komme så godt omkring", at det rammer stort set alle, der har med Navalnyj at gøre – både medarbejdere, politiske allierede, advokater og journalister.

Bøde fængsel eller forbud mod at stille op

Det russisksprogede oppositionsmedie Medusa, der udgives fra nabolandet Letland, har gennemgået konsekvenserne af domstolsafgørelsen.

Alle, der har arbejdet for Navalnyj, har støttet ham økonomisk, rådgivet ham eller udtrykt støtte til ham offentligt får forbud mod at stille op til et offentligt embede de næste tre år.

Forbuddet gælder både til parlamentsvalget til Dumaen i september og til det næste præsidentvalg i 2024, hvor præsident Vladimir Putin er storfavorit til at vinde en femte valgperiode.

Enhver, der fremover støtter Navalnyj eller hans organisationer økonomisk, risikerer at blive straffet med fængsel eller bødestraf. De risikerer også at få indefrosset deres bankkonti og bliver tilføjet den russiske liste over kendte "ekstremister og terrorister".

Enhver, der har haft en lederrolle i en af Navalnyjs organisationer, forbydes at stille op til valg i Rusland i de næste fem år. Samtidigt får de ti års forbud mod at stifte nye organisationer. Skulle de stifte nye organisationer for at fortsætte Navalnyjs arbejde, kan det koste op til ti års fængsel.

Skal kaldes "ekstremistisk"

Journalister bliver pålagt aldrig at omtale Navalnyj organisationer uden at nævne, at de er "ekstremistiske" og opløst af de russiske myndigheder. På samme måde må symboler og logoer fra Navalnys organisationer gengives, med mindre det er for at vise "en negativ holdning overfor ekstremistiske ideologier".

Betegnelsen "ekstremistisk" bliver i Rusland hæftet på en bred vifte af grupperinger, som styret ikke bryder sig om - lige fra nynazistiske grupper til en religiøs bevægelse som Jehovas Vidner.

Et graffitimaleri af Aleksej Navalnyj i Sct. Petersborg bliver overmalet af en kommunalarbejder i april. Graffiti-teksten betyder "Vor Tids Helt"

- Indgrebet overfor Navalnyjs organisationer kommer lige nu, fordi der er valg til det russiske parlament Dumaen til september. Her vil partiet "Forenet Rusland", der støtter Vladimir Putin, gerne vinde det hele. Og Navalnyj har brugt mange ressourcer på at organisere oppositionen mod "Forenet Rusland", blandt andet med et system, som på russsisk kaldes "Klog Afstemning", fortæller Claus Borg.

"Klog Afstemning" betyder en koordinering af alle oppositionsstemmer, så de samles om den kandidat i hvert valgdistrikt, der har størst chance for at slå kandidaten fra "Forenet Rusland".