Danmark vil sende specialstyrker til Mali, men nu trækker Frankrig sig ud
Den danske regering besluttede i april at sende et militært bidrag til Mali i form af 105 danske specialtropper
Frankrigs præsident Emmanuel Macron siger torsdag, at landet vil reducere og afvikle sin militære tilstedeværelse i det uroplagede afrikanske land Mali.
- Vi vil foretage en reduktion på en organiseret måde, og vi ønsker en dialog med vores afrikanske og europæiske partnere, siger Macron ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Den danske regering besluttede i april at sende et militært bidrag til det uroplagede Mali i form af 105 danske specialtropper, kirurger og stabsofficerer. Efter planen skal de danske styrker indgå i operationen Task Force Takuba fra 2022.
Det vides endnu ikke, om præsident Macrons udmelding torsdag får betydning for udsendelsen af de danske specialstyrker.
I et mailsvar til TV 2 skriver forsvarsminister Trine Bramsen (S):
- Fra dansk side følger vi den bekymrende udvikling i Mali tæt og jeg er i dialog med min franske kollega. Da vi fra dansk side indgår i en fransk ledet indsats har de franske meldinger selvsagt betydning for forberedelserne til vores planlagte danske bidrag. Terror er dog fortsat en alvorlig trussel i regionen, hvorfor vi er meget opmærksomme på udviklingen.
Skal bekæmpe terrorisme
Det danske bidrag skal efter planen bidrage til at bekæmpe terrorisme i Sahel-regionen, som omfatter Mali, Niger, Burkina Faso, Mauretanien og Tchad.
- Truslen fra Islamisk Stats og Al-Qaedas terrorvælde er fortsat alvorlig. De ønsker at skabe en oase i Vestafrika for deres ekstremistiske volds- og dødsregime. Det ville være en akut sikkerhedstrussel. Det må ikke ske. Derfor styrker Danmark nu vores indsats, sagde Jeppe Kofod i april.
Danmark har løbende bidraget med forskellige militære indsatser i Mali og Sahel-regionen siden 2012.
Senest bidrog Danmark indtil udgangen af 2020 Danmark med to transporthelikoptere og op til omkring 70 personer til den franskledede Operation Barkhane, som er en del af den internationale indsats mod terror i Sahel-regionen.
Derudover har Danmark tidligere stillet C-130J-transportfly til rådighed, og i 2016 var en specialstyrke på omkring 30 personer udsendt til Gao-regionen i landet. Opgaverne bestod blandt andet i patruljeaktiviteter, overvågningsopgaver og analyser.
Stigende radikalisme
Allerede for to uger siden luftede præsident Macron muligheden for, at Frankrig ville trække sine styrker ud af Mali.
Udmeldingen kom efter et kup, hvor vicepræsident Assimi Goïta anholdt og tvang Malis præsident, Bah N'Daw, og premierminister, Moctar Ouane, til at træde tilbage fra deres poster.
Macron sagde i den anledning, at han ser klare tendenser til at radikal islamisme vinder frem i Mali.
- Hvis disse tendenser bliver stærkere, bliver de franske styrker trukket hjem, sagde Macron i slutningen af maj til avisen Le Journal du Dimanche.
Stor flygtningestrøm fra Mali
Frankrig har over 5000 soldater i Mali og fire andre omkringliggende afrikanske lande.
Franske specialstyrker har støttet den maliske hær i krigen imod islamistiske terrorgrupper, som er allierede med Al Qaeda og Islamisk Stat.
Den eskalerende uro har medvirket til at skabe en stor flygtningestrøm fra Mali.
Tal fra Udenrigsministeriet viser, at Mali i 2020 var det ottendestørste oprindelsesland for flygtninge og migranter til EU.