Udland

Helterotte går på pension efter otte års tjeneste

Rotten vejer 1,2 kilo og er 70 centimeter lang.

Det er blevet pensionstid for den heltemodige kæmperotte Magawa.

Efter en otte år lang karriere som minerydder, hvor han har snuset sig frem til 71 landminer og 38 sprængfarlige enheder, skal han nyde sit otium.

Med alderen er Magawa nemlig blevet langsommere, og det er ikke er særligt godt i minerydderbranchen, fortæller kæmperottens træner, der kun går under navnet Malen, til BBC.

- I sin fem år lange karriere har han ellers reddet mange liv og har hjulpet med at rydde land for miner, så dets beboere har kunnet vende sikkert hjem, siger Malen om Magawa, der har opsnuset de mange sprængfarlige miner på cambodjansk jord.

Her har årevis af konflikter betydet, at landskabet gemmer på millioner af landminer og andre eksplosive anordninger, der hvert år dræber eller lemlæster tusindvis af mennesker.

Flere end 64.000 mennesker er blevet dræbt eller kvæstet af landminer i Cambodja siden 1979, hvor De Røde Khmerers regime ophørte. Det anslås, at der stadig befinder sig tre millioner udetonerede landminer i landet.

- Magawas præstation har været uovertruffen, og jeg er stolt af at have arbejdet side om side med ham, siger Malen til BBC.

Guldmedaljevinder

I september blev Magawa hædret med en guldmedalje for sin livreddende tjeneste af NGO’en PDSA, der belønner heltemodige dyr.

Han har nemlig – udover at snuse sig frem til 71 landminer og 38 sprængfarlige enheder – været med til at rydde mere end 141.000 kvadratmeter. Det gør Magawa til den mest effektive rotte i “truppen” af minerotter.

Otteårige Magawa blev oplært minerydder i Tanzania af den belgiske nonprofitorganisation Apopo, der har trænet rotter til at finde landminer siden 1990’erne i Tanzania. Det tager ét år, før en kæmperotter er færdigtrænet.

Kæmperotterne bliver trænede til at opsnuse kemikalier i minernes sprængstoffer, og fordi de vejer så lidt, udløser det ikke en eksplosion, selvom de går hen over minen.

Magawa vejer 1,2 kilo og er 70 centimeter lang, og selvom det er langt større end almindelige rotter, så er Magawa stadig lille nok til, at han ikke udløser miner, hvis han går over dem.

En kæmperotte kan på en halv time gennemsøge et areal svarende til en tennisbane. Det samme tager en person med en metaldetektor op til fire dage.

Hvad skal en pensioneret rotte?

Sidste uge bestod endnu et kuld på otte kæmperotter træningen som mineryddere i Tanzania, skriver BBC. Nu skal Magawa være mentor for dem de kommende uger, inden han trækker sig helt tilbage og nyder sit otium.

Hvad Magawa skal få tiden til at gå med, når han er gået på pension, melder historien ikke noget om.