Udland

Anholdt journalist brød sammen under tilståelse på statsligt tv

Den 26-åriges forældre frygter, at deres søn bliver udsat for tortur og er blevet tvunget til at komme med sine udtalelser.

Den tilbageholdte, hviderussiske journalist og systemkritiker Roman Protasevitj optrådte torsdag aften på den hviderussiske statslige tv-kanal ONT.

Her indrømmede Protasevitj, at han var skyldig i at have arrangeret ulovlige protester i Hviderusland og i at have forsøgt at vælte præsident Alexandr Lukasjenko.

Han trak sin tidligere kritik af Lukasjenko tilbage og forklarede, at han nu "var begyndt at forstå, at han (Lukasjenko, red.) gjorde det rigtige", og at han "helt bestemt respekterer ham".

Mod slutningen af det halvanden time lange interview brød Protasevitj i gråd og dækkede sit ansigt med hænderne, mens han fortalte, at han håber en dag at kunne gifte sig og stifte familie.

Interviewet var den tredje offentlige optræden, siden et Ryanair-fly i forrige uge blev tvunget til at lande i Hviderusland, og Protasevitj blev anholdt af de hviderussiske myndigheder.

Til nyhedsbureauet AFP siger journalistens far, Dmitri Protasevitj, at det gjorde ondt at overvære interviewet.

- Jeg kender min søn rigtig godt, og han ville aldrig sige sådanne ting. De har knækket ham og tvunget ham til at sige det, der var nødvendigt, siger han.

Mærker på håndled vækker opsigt

I interviewet fortæller Roman Protasevitj, at han udtaler sig af egen fri vilje, men den hviderussiske opposition mener, at han er blevet tvunget til at komme med sine udtalelser.

Det bliver der dog sået tvivl om fra flere sider.

På sociale medier har adskillige modstandere af Lukasjenkos regime delt et billede af den grædende journalist med hænderne oppe foran ansigtet. De henleder opmærksomheden på Protasevitj håndled, der ser ud til at have tydelige sår.

Mærkerne er også blevet bemærket i nabolandet Litauen, hvor Protasevitj har boet siden 2019, efter han flygtede fra Hviderusland.

I et interview med TV 2 kalder den litauiske udenrigsminister, Gabrielius Landsbergis, dem for "torturmærker".

- Vi ser torturmærker på hans hænder og ham, der taler og fordømmer oppositionen, hvilket han tydeligvis er blevet tvunget til. Så bare 200 kilometer fra en europæisk hovedstad (Vilnius, red.) har vi et sted, hvor der foregår tortur, og en person bliver tvunget til at tale på nationalt tv, siger han.

En af dem, der har delt billedet er Franak Viacorka, der er rådgiver for oppositionslederen Svetlana Tikhanovskaja. På Twitter skriver han. at det var smertefuldt at se Protasevitjs "bekendelser" og kalder ham for et gidsel.

- Vi må gøre alt for at få ham og de 460 andre politiske fanger løsladt, skriver Viacorka.

Interview kaldes propaganda

Allerede inden interviewet blev bragt torsdag aften, havde den uafhængige menneskerettighedsgruppe Viasna udtalt, at den hviderussiske sikkerhedstjeneste måtte have tvunget Protasevitj til at tale.

- Alt, hvad Protasevitj siger, vil være sagt under tvang - som minimum psykologisk tvang. Hvad end, han siger nu, er det rene propaganda, som der ikke er noget sandhed i, sagde Viasnas chef, Ales Bialiatski, til nyhedsbureauet AFP.

De hviderussiske myndigheder har flere gange tidligere fastholdt, at tv-transmitterede bekendelser fra oppositionsfolk bliver afgivet frivilligt.

Tidligere i denne uge forsøgte en aktivist fra Hvideruslands opposition at begå selvmord under et retsmøde i Hviderusland. Han havde forinden sagt, at anklagemyndigheden havde presset ham til at erklære sig skyldig. De skulle have truet med at anholde hans familie og hans venner.

International fordømmelse

26-årige Roman Protasevitj og hans russiske kæreste blev anholdt i Minsk 23. maj, efter Hviderusland havde sendt kampfly på vingerne og tvunget det Ryanair-fly, som kæresteparret var ombord på, til at lande i den hviderussiske hovedstad.

Flyet var på vej fra Athen i Grækenland til den litauiske hovedstad Vilnius.

Aktionen har udløst international fordømmelse og sanktioner mod Hviderusland, samt krav om at den tilbageholdte journalist bliver løsladt.