Coronavirus

Massevis af briter er vaccineret, så hvorfor advarer eksperter om tredje bølge?

Det er én bestemt variant, der laver ravage i Storbritannien. Danske eksperter frygter ikke, at det samme vil ske herhjemme.

Hvis man bladrer et par uger frem i kalenderen, er der én dag, som mange familier og forretninger over hele Storbritannien har sat en stor cirkel om.

21. juni eller "frihedsdagen", som premierminister Boris Johnson har døbt den.

Den dag, hvor de sidste coronarestriktioner sløjfes, og briternes liv igen kan begynde at se ud, som før coronapandemien tvang verden i knæ.

Men flere og flere eksperter advarer nu om, at den store festdag skal sløjfes.

For de er overbeviste om, at selvom Storbritannien er det land i Vesteuropa med flest vaccinerede borgere, står briterne med tæerne i vandkanten af en tredje bølge.

Falsk tryghed

En af dem er professor Ravi Gupta, der er del af en gruppe, som rådgiver den britiske regering om truslen fra smitsomme sygdomme såsom coronavirus.

- Antallet af smittede er selvfølgelig relativt lavt i øjeblikket. Men alle bølger starter med et lavt antal sager, der brummer i baggrunden og derefter vokser eksplosivt, siger han til BBC.

Der er mange, der har travlt med at fejre, at coronapandemien snart er ovre. Men der er den altså ikke

Christian Wejse, lektor og speciallæge i infektionsmedicin på Aarhus Universitetshospital

Med mange vaccinerede briter vil bølgen rejse sig langsommere, end man er vant til.

- Det kan give en falsk tryghed, og dét er vores bekymring, siger professoren.

Variant udfordrer briterne

Onsdag kravlede antallet af nye smittede over 4000 for første gang siden starten af april. Det skete efter flere dage med over 3000 nye smittede, som allerede havde skabt overskrifter og forårsaget dybe furer i panden på de eksperter, der rådgiver den britiske regering.

Antallet af smittede stiger nu med op mod tre procent om dagen, selvom langt de fleste voksne i Storbritannien er godt i gang med at blive vaccineret. Knap tre ud af fire er blevet stukket første gang, mens knap hver anden voksen er færdigvaccineret.

Så hvad sker der?

Det er den indiske variant, der udfordrer briterne.

Den slap ind i Storbritannien i april, mens regeringen svedte over forhandlingsbordet for at lande nye handelsaftaler efter Brexit med blandt andet Indien.

Boris Johnson satsede endda på at besøge landet i slutningen af april, efter hans besøg i januar måtte aflyses - og tøvede derfor ifølge flere politiske analytikere med at standse fly og mennesker fra den gamle koloni ved grænserne.

Den indiske variant er op mod 50 procent mere smitsom end den britiske variant, der spredte sig som en steppebrand i løbet af vinteren, og er nu den dominerende coronavirusvariant i Storbritannien.

Den kan spores i tre ud af fire smittede og finder vej til selv vaccinerede briter – dog mest dem, der kun har modtaget første stik.

Antallet af smittede er stadig lavt sammenlignet med de to store bølger, der er skyllet ind over Storbritannien.

Men stigningen er stor. Alene i England steg antallet af smittede i ugen op til 27. maj med den indiske variant fra 3060 til 6959 personer. Det viser de nyeste tal fra Public Health England.

Forventer stor bølge af dødsfald

Det stigende antal smittede har endnu ikke sat spor på hospitalerne.

Men det er de britiske regeringsrådgiveres frygt, at det bare er et spørgsmål om tid.

- Hvis det går, som jeg tror (...), vil der komme en stor bølge af infektioner med dødsfald og alvorlig sygdom, siger professor Ravi Gupta til The Guardian.

Og efter eksperternes advarsler er der ingen ministre – selv ikke premierminister Boris Johnson – der tør garantere på tv-skærmen, at frihedsdagen ikke skal fjernes fra kalenderen.

Hvis velvaccinerede Storbritannien i disse dage oplever de første skumsprøjt fra en tredje bølge, kan det samme så ske i Danmark?

Lille risiko i Danmark

Den tanke skal man ikke ligge søvnløs over i danske hjem, siger to eksperter.

Men samtidig skal vi passe på, for selvom smitten er lav, er faren langtfra drevet over.

- Jeg tror ikke, vi kommer til at se en smittestigning af betydning før engang i efteråret, siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet.

- Men det kan meget hurtigt ændre sig, hvis den indiske variant får fat herhjemme.

Det samme mener Christian Wejse, der er lektor og speciallæge i infektionsmedicin på Aarhus Universitetshospital, der dog kalder risikoen for "mest teoretisk".

- Men der er en risiko. Der er mange, der har travlt med at fejre, at coronapandemien snart er ovre. Men der er den altså ikke, siger han.

Afgørende vaccineforskel til Danmarks fordel

Den indiske variant er af den farligste slags, der både er mere smitsom og bedre til at undvige vaccinerne end andre varianter.

Men udover at der kun er sporet 28 smittede herhjemme mod tusindvis på de britiske øer, er der et andet og afgørende punkt, hvor Danmark adskiller sig fra Storbritannien i kampen mod den farligere coronacocktail.

I Danmark vaccinerer vi med Pfizer og Moderna, der begge er mere effektive i kampen mod coronavirus end AstraZeneca, som over halvdelen af briterne er blevet stukket med. Og det er vores held.

- De har en meget stor del af befolkningen, der har fået en vaccine med en lavere beskyttelsesgrad. Derudover er der stadig millioner af briter, der ikke er vaccineret, og nu har de en ekstra smitsom virus, der er løbet løbsk. Så har du balladen, siger Christian Wejse.

Men trods de bedre vaccinevåben i det danske arsenal, som allerede er blevet brugt til at give over to millioner borgere deres første stik, skal vi passe på med at slappe for meget af.

- De fleste har en meget firkantet opfattelse af, at når man er vaccineret, er man beskyttet mod coronavirus. Men vaccinerne er jo ikke 100 procent effektive, siger Allan Randrup Thomsen.

Det bedste er derfor at holde fast i at have restriktioner – og respektere dem, siger de begge.

- Vi har en fornemmelse af, at der kommer en smittestigning i efteråret. Men hvor stor og hvor meget, den kommer til at belaste sundhedsvæsenet, har vi meget svært ved at forudsige, siger Allan Randrup Thomsen.