Udland

De er uenige om stort set alt, men hadet til Netanyahu binder ny regering sammen

Der er opnået enighed om en ny koalitionsregering i Israel, men Netanyahu vil kæmpe til det sidste for at beholde magten, mener korrespondent.

I Israel er premierminister Benjamin Netanyahu færdig som regeringsleder, efter at en række partier uden om Netanyahus Likud-parti har indgået en regeringsaftale.

Premierministerposten går ifølge aftalen i første omgang til Naftali Bennett fra det lille højrefløjsparti Yamina. Bennett skal efter to år overlade regeringsledelsen til Yair Lapid fra midterpartiet Yesh Atid.

Regeringsaftalen uden om Netanyahu er indgået mellem otte partier. De rækker fra Arbejderpartiet på venstrefløjen over midterpartier, højrefløjspartier og til et af de arabiske partier.

Had til Netanyahu

Det er had til Netanyahu, der binder de otte partier sammen. Det fortæller Kristeligt Dagblads mellemøstenkorrespondent, Allan Sørensen.

- De er trætte af den måde, Netanyahu styrer landet på. Hans personlighed. Og så selvfølgelig det faktum, at han er anklaget i tre retssager om korruption. Alt det her gør, at de otte partier finder sammen i en temmelig usædvanlig koalition.

Allan Sørensen tilføjer, at der er tale om en uhyre skrøbelig regeringskoalition. Benjamin Netanyahu vil fra nu og frem til den nye regering tages i ed – formentlig i næste uge – gøre alt for at finde bare en enkelt afhopper i den nye koalition.

- Han vil lægge pres på alle dem, som måske ikke er helt trygge ved den her aftale. Hvis bare koalitionen mister et enkelt mandat, er der ikke nogen ny regering. Så der er stadigvæk drama, indtil regeringen tages i ed, siger Allan Sørensen til TV 2.

Uenige om stort set alt

Korrespondenten mener ikke, at vi vil se den nye regering skifte standpunkt i forhold til konflikten med palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden.

- Lad os sige at venstrefløjspartiet Meretz og Arbejderpartiet, der traditionelt støtter forhandlinger med palæstinenserne, ønsker det, så skal det godkendes af højrefløjspartierne, der sidder i samme regering. Så det bliver meget, meget svært at agere over for palæstinenserne, siger Allan Sørensen.

Partierne i den nye regering er uenige om stort set alt, hvad der vedrører israelsk politik. Det eneste, de er enige om, er, at Netanyahu skal gå af efter 12 år ved magten.

Flere af partierne havde ifølge Haaretz derfor krævet afklaring på nogle af uenighederne, før de ville underskrive regeringsaftalen.

Forhandlingerne om en ny regering har stået på siden valget i marts, der var det fjerde valg i Israel på to år.

Netanyahu: Et svækket Israel

På grund af voksende modstand fra både opposition og flere højrefløjspartier har Benjamin Netanyahu de seneste år ikke kunnet mobilisere et stabilt flertal.

Hans Likud-parti blev igen det klart største, men heller ikke denne gang lykkedes det ham at samle opbakning til en ny regering.

Derfor overgik tjansen som forhandlingsleder til 57-årige Yair Lapid, hvis parti fik næstflest stemmer ved valget.

Efter nyheden om, at Lapid ville danne en samlingsregering med Bennett, gik Netanyahu søndag på tv og sagde, at den nye samlingsregering vil svække Israel:

- Desværre vildleder Naftali Bennett igen befolkningen. De samme løgne og tomme slogans fra en person, som fremmer had og splittelse. Og en person som begik århundredets bedrag. Hvad betyder det for Israels afskrækkelse? Hvordan vil vi se ud i vores fjenders øjne? Hvad vil de sige i Iran? Hvad vil de sige i Gaza?

Spørgsmålet er nu, om den nye brede koalition kan arbejde sammen på den lange bane, eller om samarbejdet bryder sammen og sender Israel ud i ny politisk ustabilitet.