Udland

EU-aftale tvinger store selskaber til at dele skatteforhold

Multinationale selskaber skal fra 2023 oplyse, hvor meget skat de betaler i EU. Ngo'er kalder lov meningsløs.

EU-Parlamentet og EU-landenes regeringer er tirsdag nået til enighed om en aftale, der vil tvinge multinationale selskaber til at offentliggøre deres skatteforhold.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Specifikt vil større internationale selskaber med en årlig omsætning på over 750 millioner euro fra 2023 blive tvunget til at oplyse, hvor meget skat de betaler i EU's 27 medlemslande, og hvor meget de betaler i lande på EU's sorte liste over skattely.

Selskaberne vil også blive pålagt at dele oplysninger om deres indtjening og antal ansatte i EU og andre lande på deres hjemmesider.

Aftale stået i stampe

Forsøget på at få en aftale på området i stand har stået i stampe siden 2016.

Aftalen er en del af EU's forsøg på at bekæmpe skatteunddragelse af store internationale virksomheder. Den kommer på et tidspunkt, hvor EU har hårdt brug for penge til at sparke økonomien i gang efter coronapandemien.

Europa-Parlamentet kalder i en meddelelse aftalen for "en milepæl". Men flere organisationer kritiserer aftalen for ikke at være vidtgående nok.

Det gælder blandt andet Transparency International, der kæmper mod korruption, Oxfam, der kæmper mod fattigdom, Eurodad, der arbejder for et mere fair globalt finanssystem, og Public Services International, der består af 700 fagbevægelser, som repræsenterer over 30 millioner arbejdere i 154 lande.

Det skriver Politico.

21 lande på liste over skattely

NGO'erne er især utilfredse med, at multinationale selskaber kun vil blive tvunget til at dele detaljerede skatteoplysninger fra EU og fra lande på EU's sorte liste over skattely. Men ikke fra resten af verden.

- Det betyder, at selskabernes arbejde i det meste af verden stadig vil være fritaget for at blive gransket af offentligheden, siger Elena Gaita, der er Transparency Internationals ledende EU-officer.

Hun tilføjer, at "den foreslåede lovgivning nærmest er meningsløs i sin nuværende form".

Der er i øjeblikket 21 lande og territorier på EU's liste over skattely. Det betyder ifølge Oxfam, at over tre fjerdedele af verdens næsten 200 lande er undtaget de nye regler.

Under forhandlingerne forsøgte EU-Parlamentet ifølge Politico at få inkluderet globale aktiviteter i den nye aftale. Det blev afvist af et flertal af EU-landenes regeringer.

Trods kritikken kalder EU's økonomikommissær, Paolo Gentiloni, ifølge mediet aftalen for "et skridt i den rigtige retning".

Ifølge organisationen Tax Justice Network står EU's medlemslande for 36 procent af alle tabte skatteindtægter globalt. Selskabers skatteunddragelse koster årligt verdens lande cirka 154 milliarder dollar.