Elefantflok har efterladt 500 kilometers spor af ødelæggelse - nu nærmer de sig millionby
Skaderne løber op i flere millioner, og nu frygter de kinesiske myndigheder, at menneskeliv kan komme i fare.
I mere end et år har en flok vilde elefanter vandret nordpå i det sydvestlige Kina.
Ingen ved, hvor de er på vej hen.
Men deres rute strækker sig nu over 500 kilometer og er gået via både marker, flodbredder, motorveje, landsbyer og større bysamfund. Og de er stadig på farten.
Undervejs har elefanterne lavet omfattende ødelæggelser, og det er blandt andet gået udover de lokales marker med afgrøder, ladebygninger, forretninger og baghaver.
I ét tilfælde skal en elefant have raseret en spiritusforretning, mens det hos en bilforhandler gik ud over en stor vandtank, inden de tørstige elefanter forlod stedet med mudrede fodspor som vidne på deres besøg.
Ifølge den statslige kinesiske tv-station CCTV løber skaderne foreløbigt op i mindst 6,5 millioner kroner.
Onsdag er elefanterne kun få kilometer fra udkanten af den kinesiske millionby Kunming, og myndighedernes fokus er nu på at holde elefanterne væk fra de tætbefolkede områder, skriver The Guardian.
Sjældent set vandring
Gruppen på oprindeligt 16 elefanter forlod deres hjem i et naturreservat i Xishuangbanna i Yunnan-provinsen i marts 2020.
Kinesiske eksperter vurderer, at elefanterne kan være søgt ud i jagten på føde og territorium.
De seneste to årtier er elefantbestanden i området nemlig fordoblet til omkring 300, viser tal fra det kinesiske skovbrugsministerium ifølge The Washington Post.
I november ankom elefanterne, ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua, til Pu'er, hvor en hunelefant fødte en unge, og flokken slog sig ned de næste fem måneder.
Men siden 16. april har de igen været på farten.
Efter en uge forlod to elefanter dog resten af gruppen, som derfor nu består af 15 elefanter, som er fortsat nordpå.
- Vi har ingen måde, hvorpå vi kan regne ud, hvor de er på vej hen. Det er normalt, at asiatiske elefanter migrerer, men førhen har det mest været for at lede efter mad i deres leveområder. En vandring så langt nordpå er rimelig sjældent, siger Chen Mingyong, professor ved Yunnan University og forsker i vilde elefanter, til CCTV.
Forsøger at påvirke rute
Den lange elefantvandring foregik længe uden den store opmærksomhed, men i sidste uge dukkede der billeder op på sociale medier af elefantflokken, der vandrede gennem et beboelsesområde i Eshan.
Det skabte, ifølge The Guardian, omgående stort fokus fra hele Kina på elefantflokken i det sydlige hjørne af landet.
Elefanternes vandring er så usædvanlig, at de kinesiske myndigheder afsatte en arbejdsgruppe på 360 personer samt 76 køretøjer og ni droner til at følge flokkens videre færd. Hertil kommer en massiv medieinteresse.
I takt med at de enorme dyr nu nærmer sig et tætbefolket område i Kunming, frygter myndighederne, at det kan føre til episoder med dødeligt udfald, når de vilde elefanter kan komme i nærkontakt med mennesker.
Ifølge Washington Post er der blevet opsat kontrolposter uden for byen Yuxi, syd for Kunming, hvor elefanterne ventes at passere.
Derudover har lokale regeringer i Yunnan-provinsen ifølge Reuters forsøgt at bruge vejblokader og tonsvis af mad til at forsøge at påvirke elefanternes rute de seneste uger for på den måde at få tid til at evakuere beboelsesområder.