Udland

Se videoen: Her bliver drone opslugt af vulkan

Dronen endte med at komme så tæt på vulkanen, at den blev opslugt i ilden.

Det er flere hundrede år siden, Fagradalsfjall-vulkanen på Island sidst var i udbrud.

Og denne gang er det blevet foreviget på fascinerende vis.

Den amerikanske fotograf Joey Helm har nemlig sendt sin drone på en kamikaze-mission for at fange vulkanen helt tæt på.

- Det var helt uvirkeligt at flyve så tæt på. Det var uforglemmeligt, siger Joey Helm til mediet DroneDJ.

Dronen nåede at fange lavaen, der sprøjtede og flød fra vulkanen, inden den kom så tæt på, at den blev opslugt af den brandvarme lava.

Udover at det var en selvmordsmission for dronen, så fortæller Joey Helm, at det var udfordrende at optage filmen på grund af kraftig vind.

- Der er altid meget blæsende på Island, men kombiner det med varme og gasser fra en vulkan i udbrud. Det gjorde det hele meget uforudsigeligt, siger han.

700 år siden seneste udbrud

Fagradalsfjall-vulkanen, der ligger omkring 30 kilometer fra Islands hovedstad, Reykjavik, gik i udbrud 19. marts.

Den har været inaktiv i 900 år, oplyste det islandske meteorologiske institut i den forbindelse. Det seneste udbrud på halvøen Reykjanes fandt sted for omkring 800 år siden i 1240.

I området er udbrud typisk af en art, hvor lava flyder konstant ud af vulkanen. Det står i modsætning til mere eksplosive udbrud, hvor askeskyer kan blive sendt højt op i luften.

Området har været under øget overvågning, efter at et jordskælv med en beregnet størrelse på 5,7 ramte i udkanten af Reykjavik 24. februar.

Skælvet er blevet efterfulgt af et usædvanligt stort antal mindre rystelser og skælv.

Således er der i perioden blevet registreret omkring 50.000 rystelser. Det er det højeste antal, siden man i 1990 begyndte at lave digitale opgørelser.