Udland

Chef på nedstyrtet kabelbane: - Gud må dømme mig. Jeg har pillet ved nødbremsen

En operativ chef på en nedstyrtet kabelbane i Italien har indrømmet, at han pillede ved nødbremsen før ulykken, der har kostet 14 personer livet.

- Gud må dømme mig. Jeg har pillet ved nødbremsen.

Gabriele Tadini var ved tilståelsen helt knust over den tragiske ulykke, der kunne være undgået. Men han undervurderede faren og satsede på, at nødbremsen ikke blev nødvendig.

Han gamblede med andre menneskers liv.

Spørgsmålet er, om han var alene om det.

Tog chancen

Der er nu gået en uge, siden den værste kabelbaneulykke i Italiens historie fandt sted.

Søndag aften blev den operative chef for banen, Gabriele Tadini, anholdt og sat i husarrest. Han har tilstået at have deaktiveret nødbremsen for ikke at skabe forsinkelser på kabelbanen.

Den operative chef insisterer dog på, at hans overordnede og ejeren af banen var med på beslutningen om at blokere nødbremsen. Systemet findes i det sjældne tilfælde, at et kabel knækker.

Tadini – og muligvis flere andre – tog chancen og satsede på, at det aldrig ville ske.

En italiensk teknikentusiast, som har verdens største samling af informationer om kabelbaner, har i den forgangne uge fodret de italienske medier med tekniske detaljer og historiske hændelser inden for den verden.

Således kunne avisen Corriere della Sera forleden berette om et knækket kabel i 1986 i skisportsbyen Corvara, som ikke krævede dødsofre – netop fordi nødbremsen blev aktiveret.

Det er altså 35 år siden, at et kabel er gået i stykker.

Forstyrret moralsk kompas?

Italienske medier har spekuleret i, om Tadinis – og eventuelle medgerningsmænds – moralske kompas er blevet forstyrret som følge af corona og det store økonomiske tab, som de har lidt i forbindelse med nedlukningen.

Kan man blive desperat nok til at gå på kompromis med sikkerheden?

Ejeren af banen og direktøren har begge udtalt, at de aldrig kunne finde på det. Men den operative chef, som står for den jævnlige drift og vedligeholdelse af kabelbanen, står altså fast på, at det var en fælles beslutning.

Banen genåbnede efter anden coronabølges vinterlockdown 26. april. Allerede dengang var der bøvl med den omstridte nødbremse, der skabte problemer i tide og utide, mens køen af kunder blev længere og længere.

Som operativ chef tilkaldte Gabriele Tadini nogle teknikere, der prøvede at fikse de uregelmæssigheder, der var, men problemet blev ikke løst. Nødbremsen blev ved med at drille. Og altid ved Kabine 3.

Femårig dreng eneste overlevende

Ifølge en af de ansatte, som var med til at deaktivere nødbremsesystemet, havde Tadini sagt, at det kunne de godt gøre, for "kablet knækker alligevel aldrig".

Som sagt så gjort, men kun få dage efter gik det galt.

14 mennesker blev dræbt. Den eneste overlevende er en femårig dreng, som mistede begge forældre og en yngre søskende i ulykken.

Den femårige dreng er tirsdag blevet udskrevet fra intensivafdelingen. Han husker dog intet fra ulykken og har ikke fået at vide, at hans forældre er døde.