Coronavirus

Mens briterne valfarter til stranden, advarer eksperter om en tredje bølge

Eksperterne ser smittetal på niveau med marts måned og frygter en ny overbelastning af sundhedsvæsnet.

En tredje bølge af coronavirus kan potentielt ramme Storbritannien, og måske befinder landet sig allerede i begyndelsen af en tredje bølge.

Sådan lyder advarslen nu fra en række eksperter, som advarer mod at ophæve landets coronarestriktioner for tidligt.

Det skriver The Guardian.

Advarslen kommer nu, fordi eksperterne ser smittetal på niveau med marts måned og derfor mener, at det er for tidligt at spekulere i, om det er muligt at ophæve de gældende nedlukningsregler i England fra 21. juni.

Frygter overbelastning på sygehuse

Sundhedseksperterne frygter, at det britiske sundhedsvæsen NHS risikerer endnu en periode med overbelastning, hvis myndighederne løfter de gældende restriktioner.

Eksperterne opfordrer blandt andet til, at briterne så vidt muligt fortsætter med at arbejde hjemmefra, da det reducerer den fysiske kontakt med potentielle smittebærere.

Det er især den indiske coronavariant, der på det seneste har givet de britiske virologer dybe panderynker. Myndighederne frygter, at en ny bølge med den mere smitsomme coronavariant vil føre til nye omfattende nedlukninger i Storbritannien.

Selvom godt 60 procent af den britiske befolkning har fået mindst et stik med coronavaccine, er regeringens coronarådgivere usikre på, hvad en ny bølge af coronavirus vil betyde for indlæggelses- og dødstallene i Storbritannien.

Tredje bølge er begyndt

Landets vaccineminister, Nadhim Zahawi, vil ikke udelukke, at de nuværende restriktioner kan blive forlænget, så de kommer til at gælde efter 21. juni.

- Vi bliver nødt til at se på tallene, før vi deler vores viden med befolkningen. Det ville være meget forkert af mig at komme med spekulationer på nuværende tidspunkt, siger ministeren til BBC.

Martin McKee, professor ved London School of Hygiene and Tropical Medicine, siger, at en tredje bølge i Storbritannien allerede er en realitet:

- Vi ser allerede, at de nuværende restriktioner ikke kan forhindre et stigende smittetal i flere egne af England. Det tyder rigtig meget på, at vi er tidligt i en tredje bølge. Medmindre vi ser et mirakel, vil det være en stor risiko at åbne yderligere op sidst i juni.

Valfarter til stranden

Martin McKee tilføjer, at de seneste smittetal bør få premierminister Boris Johnsons regering til at genoverveje den seneste tids omfattende genåbning af samfundet.

Storbritannien har ligesom Danmark haft sommerlige temperaturer de seneste par dage, og det har fået millioner af solhungrende briter til at valfarte til stranden.

Susan Michie, som er en del af regeringens coronataskforce, advarer mod, at briterne glemmer deres ansvar for at holde pandemien nede.

- Vi bevæger os på en knivsæg. Det kan gå begge veje med den indiske variant. Enten løber det løbsk, som det gjorde op til jul, hvilket vil være meget alvorligt og betyde yderligere restriktioner, eller også får vi inddæmmet det. Men det betyder, at alle skal være forsigtige nu, siger Susan Michie til Sky News.

Storbritannien registrerede søndag 3114 nye smittetilfælde og 6 døde med covid-19.