Udland

Macron og Merkel kræver en forklaring fra Danmark om spionage

- Det er ikke acceptabelt blandt allierede, siger den franske præsident om den danske rolle i sagen.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Tyskland forbundskansler, Angela Merkel, forventer en forklaring fra USA og Danmark efter en stor afsløring om spionage via den amerikanske efterretningstjeneste NSA. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Jeg vil helt enkelt sige, at det ikke er acceptabelt blandt allierede. Og endnu mindre blandt EU-partnere, sagde den franske præsident, da de to statsledere mandag eftermiddag holdt fælles pressemøde efter en fransk-tysk regeringskonference.

- Vi har anmodet vores danske og amerikanske partnere om at fremlægge alle oplysninger angående de her afsløringer, og vi afventer nu deres svar, sagde Macron.

Ifølge AFP erklærer Angela Merkel sig enig i Emmanuel Macrons udtalelser.

Danske datakabler

Historien om den danske rolle i sagen blev bragt frem i weekenden af Danmarks Radio, der har samarbejdet med medier i en række nabolande om at afdække historien.

DR beskriver, hvordan overvågning af datakabler i Danmark er brugt til at spionere mod tyske, svenske, norske og franske politikere. Historien er senere bekræftet af tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen fra Venstre, skriver Ritzau.

Derudover har TV 2 ikke kunnet bekræfte oplysningerne fra DR.

Undersøgelsen har ifølge DR vist, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA i årene 2012 til 2014 har udnyttet danske internetkabler til at spionere mod statsledere, toppolitikere og højtplacerede embedsmænd i Tyskland, Sverige, Norge og Frankrig.

Det er sket ved at søge på politikernes og embedsmændenes telefonnumre og på den måde sortere i de store mængder af data, der løber gennem de danske internetkabler. På den måde har den amerikanske efterretningstjeneste kunnet få fat i både sms-beskeder og telefonopkald til og fra de udspionerede politikere.

Edward Snowdens papirer

NSA's rolle i sagen har været kendt i flere år, fordi det var en del af de oplysninger, som den amerikanske whistleblower Edward Snowden lagde frem for offentligheden. Oplysningerne blev kendt i Danmark, da Dagbladet Information skrev om sagen allerede i 2014.

Edward Snowden er da også ude nu og minde om, at han faktisk for længst har gjort opmærksom på samarbejdet mellem NSA og Danmark:

- Åh, hvorfor advarede ingen os, skriver han sarkastisk i et tweet - oven i købet på dansk.

Det er ikke kun den franske præsident og den tyske forbundskansler, der har krævet en forklaring fra Danmark.

I Norge kalder statsminister Erna Solberg den amerikanske udspionering af hende og andre europæiske politikere for ”uacceptabel”:

- Derfor er vi optagede af at få mest muligt at vide fra Danmark, siger hun til NRK.

Og i Sverige siger udenrigsminister Ann Linde, at det er den slags begivenheder, der "har betydning for tilliden mellem landene”, skriver Sveriges Radio.