Coronavirus

Coronavarianter får nye navne

WHO har delt varianterne op i ’bekymrende varianter’ og ’varianter af interesse’ med inspiration fra det græske alfabet.

Coronavarianter som den indiske, brasilianske, britiske og sydafrikanske har skabt bekymring og ramt overskrifter verden over i takt med, at de er blevet opdaget.

Nu skal vi til at vænne os til at kalde varianterne nye navne.

I hvert fald hvis det står til verdenssundhedsorganisationen WHO.

Det kan man læse på organisationens hjemmeside.

Her fremgår det, at man med inspiration fra det græske alfabet har fundet nye navne til de forskellige varianter af covid-19.

Vil undgå stigmatisering

Ifølge WHO har man valgt navneskiftet for at undgå stigmatisering og gøre det simplere at kende de forskellige varianter fra hinanden.

- Ingen lande skal stigmatiseres for at opdage og rapportere om varianter, siger Maria Van Kerkhove, der er epidemiolog hos WHO ifølge BBC.

Udover at være opkaldt efter det land, som mutationerne blev opdaget i, har man hidtil også brugt navne som B.1.1.7 om den britiske, B.1.351 om den sydafrikanske og P.1 om den brasilianske variant.

Håbet med de nye navne er, at det bliver simplere at skelne de forskellige varianter fra hinanden. Desuden er der opdaget flere forskellige varianter i lande som USA og Brasilien.

WHO har delt varianterne op i ’bekymrende varianter’ og ’varianter af interesse’.

Bekymrende varianter:

  • Alpha: B.1.1.7. Hidtil kendt som den britiske variant.
  • Beta: B.1.351. Hidtil kendt som den sydafrikanske variant.
  • Gamma: P.1. Hidtil kendt som den brasilianske variant.
  • Delta: B1.617.2. Hidtil kendt som den indiske variant.

Varianter af interesse:

  • Epsilon: B.1.427/B.1.429. Tidligst dokumenteret i USA.
  • Zeta: P.2. Tidligst dokumenteret i Brasilien.
  • Eta: B.1.525. Dokumenteret i forskellige lande.
  • Theta: P.3. Tidligst dokumenteret i Filippinerne.
  • Jota: B.1.526. Tidligst dokumenteret i USA.
  • Kappa: B.1.617.1. Tidligst dokumenteret i Indien.

Hvis der bliver identificeret mere end 24 varianter, løber man tør for bogstaver i det græske alfabet, og så vil man finde noget andet at opkalde varianterne efter, siger Maria Van Kerkhove ifølge BBC.

Beordrede sociale medier til at fjerne opslag med 'indisk variant'

I forrige uge beordrede regeringen i Indien sociale medier i landet til at fjerne alle opslag, hvor der blev refereret til den 'indiske variant'.

Det skrev AFP.

Varianten, der har spredt sig til 44 lande, efter den først blev opdaget i oktober 2020, blev vidt og bredt kaldt den 'indiske variant'. Også herhjemme.

Indiens ministerium for informationsteknologi gav 23. maj sociale medier skriftlig besked om ikke længere at bruge det udbredte udtryk.

Stigmatisering har før været et tema under coronapandemien. USA's tidligere præsident, Donald Trump, omtalte eksempelvis ofte covid-19 som 'den kinesiske virus'. Et navn der vækkede vrede i Kina.

- Nogle amerikanske politikere forsøger at stigmatisere Kina, hvilket er noget, som Kina fordømmer på det stærkeste. Vi opfordrer USA til at stoppe denne afskyelige praksis. Vi er meget vrede, sagde det kinesiske udenrigsministeriums talsmand, Geng Shuang, i marts 2020.