Coronavirus

Danskere slipper for testkrav i Sverige

For øvrige EU- og EØS-lande gælder kravet fortsat frem til 30. juni.

Sverige vil fra 31. maj ikke længere kræve, at indrejsende fra de nordiske lande fremviser en negativ coronatest.

Det oplyser regeringen fredag.

Det betyder, at rejsende fra Danmark, Finland, Norge og Island slipper for at skulle dokumentere, at de ikke er smittet med coronavirus.

For øvrige EU- og EØS-lande gælder kravet fortsat frem til 30. juni.

EØS står for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og omfatter Norge, Island og Liechtenstein, der ikke er en del af EU.

For lande uden for EU og EØS gælder restriktionerne frem til 31. august.

Fraråder rejser til Sverige

Selvom danskere nu kan rejse til Sverige uden en negativ coronatest fra på mandag, fraråder det danske udenrigsministerium fortsat alle ikke-nødvendige rejser til landet på grund af høje smittetal i Sverige. Det er dog med undtagelse af rejser til egen ødegård eller lignende afsidesliggende fritidsbolig.

Desuden er der fra danske myndigheders side for nuværende krav om, at man går i ti dages karantæne, når man vender hjem fra Sverige. karantænen kan afkortes med en negativ PCR-test på fjerdedagen.

Sverige er et af de lande i Europa med højst smitte i øjeblikket. Landet har registreret 1325 nye smittetilfælde per en million indbyggere den seneste uge.

Danmark ligger dog også i den høje ende med 1122 smittede.