Udland

Indien evakuerer en million forud for voldsom cyklon

En tornado forud for en voldsom cyklon har indtil videre krævet to liv i Indien. Over en million er evakueret.

Flere end 1,2 millioner mennesker er blevet evakueret fra lavtliggende områder på Indiens østkyst, hvor en cyklon ventes at gå i land onsdag.

Det er den anden voldsomme cyklon i Indien på bare to uger.

En tornado forud for cyklonen Yaas har allerede krævet to liv og ødelagt flere hjem med kraftige vinde og regnvejr i delstaterne Odisha og Vestbengalen tidligt onsdag, oplyser myndighederne.

Redningsarbejdere søger stadig efter omkomne fra den anden cyklon, der krævede mindst 155 menneskeliv 14. maj.

Lufthavn lukket og togtrafik indstillet

Den nye cyklon beskrives af det indiske meteorologiske institut som meget voldsom. Den har en vindhastighed på mellem 36 og 39 meter i sekundet med vindstød op til 43 meter i sekunder, melder instituttet onsdag.

Lufthavnen i Kolkata er lukket indtil onsdag aften, og togtrafikken er indstillet som følge af cyklonen.

I to regioner i Odisha har cyklonen, der tidligt onsdag bevæger sig over Den Bengalske Bugt, medført over 170 millimeter regn i de seneste 24 timer, og tidevandsbølger på op til fire meter forventes at oversvømme lavtliggende områder.

Cyklon dræbte en halv million mennesker

De seneste ugers voldsomme cykloner rammer, samtidig med at Indien kæmper mod coronapandemien, der har kostet 120.000 coronasmittede livet i løbet af seks uger.

- Vi er nødt til at imødekomme begge udfordringer på samme tid, siger Odishas premierminister, Naveen Patnik.

Han opfordrer folk, der flyttes til evakueringscentre, til at bære mundbind og holde afstand til hinanden.

Den Bengalske Bugt har nogle forhold, der er gunstige for udviklingen af cykloner, såsom høje temperaturer ved havets overflade.

Nogle af de mest dødbringende cykloner er blevet dannet i bugten, herunder en cyklon i 1970, der dræbte en halv million mennesker i det, der i dag er kendt som Bangladesh.

Odishas værste cyklon blev registreret i 1999 med over 10.000 dræbte.