Udland

Hyrde reddede seks maratonløbere i klippehule

I alt 21 løbere døde, da et voldsomt uvejr lørdag ramte et ultramaratonløb i Kina.

En kinesisk fårehyrde bliver i disse dage hyldet som helt, efter han i weekenden reddede seks deltagere i et ultramaratonløb, der kostede 21 andre løbere livet.

I alt 172 ultramaratonløbere var lørdag ude på en 100 kilometer lang rute i det bjergrige terræn i Gansu-provinsen i Kina, da et voldsomt uvejr med hagl, storm og frost trak ind over området.

Det skriver avisen Independent.

Hyrden Zhu Keming befandt sig på samme tidspunkt i området, hvor han vogtede sine får.

Tændte bål til forfrosne løbere

Da uvejret brød ud, søgte Zhu Keming tilflugt i en hule, hvor han tidligere havde gemt mad og tøj til en eventuel nødsituation.

Da Zhu Keming på et tidspunkt kiggede ud fra hulen, fik han øje på en af maratonløberne, som stod helt stille i uvejret med kramper.

Zhu Keming viser hulen frem, hvor han reddede seks maratonløbere.

Hyrden trodsede vind og vejr og fik bragt manden i sikkerhed i hulen. Her tændte Zhu Keming et bål, masserede løberens stivfrosne hænder og fødder og fik tørret hans tøj.

Kort efter fik fire andre nødstedte løbere kæmpet sig i sikkerhed i hulen, hvor de kom til hægterne ved varmen fra Zhu Kemings bål.

Taknemmelig løber

Fårehyrden måtte kort efter ud i endnu en modig redningsaktion, da han fik øje på en løber, som var bukket under for de barske vejrforhold og lå på klippestenene uden for hulen.

Zhu Keming svøbte løberen ind i et tæppe og fik trukket ham tilbage til den lune klippehule.

- Jeg er utrolig taknemmelig for, at han reddede mig. Uden ham var jeg blevet efterladt derude, har løberen Zhang Xiaotao efterfølgende skrevet på det sociale medie Weibo, hvor hyrden Zhu Keming siden lørdag er blevet rost for sin heltemodige indsats.

Zhu Keming viser det varmetæppe frem, som han brugte til at redde en af løberne.

Selv siger Zhu Keming, at han blot er en ”helt almindelig mand, som har gjort noget helt almindeligt”.

Kritik af arrangørerne

Fårehyrden fik i alt reddet tre kvinder og tre mænd i sikkerhed i sin hule, men er ked af, han ikke kunne redde flere.

- Der var stadig mennesker derude, som jeg ikke kunne redde. Der var to mænd, som var livløse. Jeg kunne ikke gøre noget for dem. Det er jeg ked af, siger Zhu Keming ifølge The Guardian.

Redningsarbejdere i området, hvor 21 maratonløbere lørdag mistede livet i voldsomt uvejr.

Arrangørerne af ultramaratonløbet er kommet i modvind, fordi de ifølge kritikere ignorerede meteorologernes advarsler om det voldsomme vejr, der ramte løbsruten lørdag.