Udland

Malis militær anholder den politiske top efter rokade

Præsident, premierminister og forsvarsminister er bragt til en militærbase uden for Malis hovedstad.

Militæret i Mali tilbageholder landets præsident, premierminister og forsvarsminister og har bragt dem til en militærbase uden for hovedstaden Bamako.

Det oplyser en lang række kilder i Malis regering og militær samt diplomatiske kilder til nyhedsbureauerne Reuters og AFP mandag aften.

Det sker efter en regeringsrokade i det vestafrikanske land, som har vakt utilfredshed i militæret.

Rygter om et kup svirrer mandag aften i hovedstaden Bamako, men der er ro i byen.

To kupmagere, der indgik i den midlertidige regering, er blevet skiftet ud, efter at der har været stor kritik af hærens rolle i politik.

25 ministre

Mandag eftermiddag blev der præsenteret en regering bestående af 25 ministre.

I den nye regering beholder militæret de ministerposter, som de hidtil har haft. Kupleder Assimi Goïta beholder sin post som vicepræsident, og den midlertidige præsident, Bah N'Daw, er en pensioneret officer.

Men to kupledere - tidligere forsvarsminister Sadio Camara og tidligere sikkerhedsminister oberst Modibo Kone - blev skiftet ud.

Netop det kan være årsagen til, at præsident Bah N’Daw og premierminister Moctar Ouane er tilbageholdt.

Det siger en højtstående tidligere regeringsembedsmand i Mali til nyhedsbureauet Reuters.

- Afskedigelserne af to af de bærende kræfter i kuppet var en enorm fejlbedømmelse. Handlingerne er sandsynligvis rettet mod at få dem tilbage i deres stillinger, siger personen, der ikke ønsker sit navn oplyst.

Unge officerer kuppede præsident

Mali oplevede i august sidste år et kup, hvor den valgte præsident, Ibrahim Boubacar Keita, blev væltet af unge officerer i hæren.

Det skyldtes utilfredshed med korruption og med præsidentens håndtering af kampen mod militante grupper i landet.

Truslen om internationale sanktioner fik kupmagerne til at overdrage magten til en overgangsregering. Den har lovet at lave ændringer i forfatningen og holde valg inden for 18 måneder.

Mandagens tilbageholdelser har udløst internationale fordømmelser.

FN, EU, Den Afrikanske Union, Det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab (Ecowas), Storbritannien og USA forlanger i en fællesudtalelse, at de tre politikere "omgående" bliver løsladt.