Konflikten om Ukraine

EU fordømmer Ruslands ulovligheder og provokationer

Principper for forholdet til Rusland bekræftes, og EU-lande bestiller rapport med forslag til Rusland-politik.

EU's medlemslande fordømmer Ruslands "ulovlige, provokerende og forstyrrende handlinger i EU-lande" og andre steder.

Samtidig udtrykker medlemslandene støtte til en række tidligere sovjetrepublikker, som i varierende grad fortsat er under indflydelse fra Rusland.

Det fremgår af konklusioner om Rusland fra et EU-topmøde vedtaget natten til tirsdag. På mødet har stats- og regeringscheferne haft en strategisk debat om Rusland.

- Vi tog bestik af vores forhold til Rusland. Alle ledere var enige om, at Rusland konsekvent udfordrer vores interesser og værdier med sine handlinger, siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Hun påpeger, at Rusland blandt andet fører en destabiliserende politik i lande som Ukraine og Georgien.

- Vi har også set forsøg på at svække EU og underminere medlemslande via hybridtrusler, sabotage, drab, del og hersk-metoden, cyberangreb og misinformationskampagner. Vi har set dette mønster længe. Det bliver ikke bedre. Det bliver værre, siger von der Leyen.

Fem principper

Fordømmelsen var ventet. Forholdet til Rusland har været dårligt i en del år.

Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim i 2014 og russernes samtidige indblanding i krigshandlinger i det østlige Ukraine var et lavpunkt.

Medlemslandene bekræfter samtidig en politik fra 2016 om, at fem principper er styrende for EU's relation til Rusland.

De blev udarbejdet, mens italieneren Federica Mogherini var udenrigschef i EU.

Principperne omfatter blandt andet støtte til Ukraine og fredsprocessen i den tidligere sovjetrepublik.

Det er også nedfældet, at EU ønsker at styrke forholdet til de østlige naboer. EU vil samtidig forsøge at imødegå fake news og "propaganda" fra Rusland.

I konklusionerne fra det igangværende topmøde beder stats- og regeringscheferne udenrigschef Josep Borrell om at udarbejde en rapport.

Den skal være klar inden næste topmøde, der ligger i slutningen af juni. Den skal baseres på de fem styrende principper.