Udland

Tilbageholdt journalist vist frem i video på statsligt tv i Hviderusland - EU klar med sanktioner

Roman Protasevitj tilbageholdes, efter at han var om bord på et Ryanair-fly, som blev tvunget til at lande i Hviderusland.

Den fængslede hviderussiske oppositionsaktivist og journalist Roman Protasevitj er dukket op i en video på hviderussisk stats-tv.

Det skete mandag aften, hvor han ifølge AFP siger, at han tilstår at stå bag civile uroligheder.

- Jeg kan fortælle, at jeg ikke har nogen helbredsproblemer. Jeg fortsætter med at samarbejde med efterforskerne og tilstår at have organiseret masseoptøjer i Minsk, siger han blandt andet i videoen.

Protasevitj lægger ud med at fortælle, hvad han hedder, at han er fængslet, og at han sidder ”i fængsel nummer et”, som ifølge TV 2s internationale analytiker Frederikke Ingemann er et af Hvideruslands hårdeste fængsler, hvor man typisk placerer oppositionsfolk, og hvor der også er en dødsgang.

- Han siger, at han ikke har nogen helbredsmæssige problemer. Han siger også, at myndighederne efter omstændighederne behandler ham rigtig fint. Men vi ved ikke, hvornår den her video er optaget. Der er kommet andre forlydender om, at han er på et hospital. Men det er, hvad der er blevet bragt på hviderussisk stats-tv, siger Frederikke Ingemann.

Tvunget ned med fly

Protasevitj tilbageholdes, efter at han søndag var om bord på et Ryanair-fly, som blev tvunget til at lande i Hviderusland. Det var her, at han blev anholdt.

Ifølge nyhedsbureauet Belta, der citerer den hviderussiske præsident Aleksandr Lukasjenkos kanal på sociale medier, var det en humanitær gestus, fordi der var meldinger om en bombetrussel.

- I sådan en situation er menneskeliv det vigtigste. Og så er Hviderusland ikke en nation, der nægter at hjælpe i et nødstilfælde (i modsætning til vores vestlige naboer), fremgår det af hans sociale medier.

Men fra flere sider lyder det, at den tvungne landing var nøje planlagt med det klare formål at få anholdt Roman Protasevitj.

Sanktioner mod Hviderusland

Episoden har mandag været øverst på dagsordenen på EU-topmødet i Bruxelles, hvor stats- og regeringslederne blev enige om at ville forbyde hviderussiske fly at komme ind i EU's luftrum og at lande i lufthavne i EU. Landene aftalte også at sætte gang i vedtagelsen af yderligere sanktioner mod ansvarlige individer og organisationer i Hviderusland.

Formanden for EU-Kommission, Ursula von der Leyen, sagde tidligere mandag, at der står tre milliarder euro på en EU-konto og venter på at blive overført til investeringer i Hviderusland.

- Men den er udskudt og indefrosset, indtil Hviderusland bliver demokratisk, sagde von der Leyen.

Faren frygter tortur

Roman Protasevitj har spillet en central rolle i de historisk store demonstrationer mod det hviderussiske styre sidste år. Det har fået Aleksandr Lukasjenkos regering til at stemple ham som "ekstremist", hvilket er en betegnelse, som styret bruger om mange systemkritikere.

Derfor har Protasevitj levet i eksil i Litauen siden 2019. Han er nemlig blevet advaret om, at han risikerer dødsstraf i Hviderusland.

Til BBC siger hans far i et interview, at han frygter, at sønnen bliver udsat for tortur i fængslet i Minsk.

- Vi er bange for overhovedet at tænke på det, men det er muligt, at han kan få tæv og blive tortureret. Det er vi meget bange for, siger faren.