Udland

Ryanair-fly tvunget ned i Hviderusland - kritisk journalist anholdt

Ifølge oppositionen i Hviderusland kaprede regimet flyet som "somaliske pirater".

Et nødlandet Ryanair-fly i Minsk har søndag fået stor opmærksomhed.

Ombord var nemlig den hviderussiske regeringskritiske Roman Protasevitj, og da flyet landede, blev han anholdt. Det skriver flere medier, herunder CNN.

Flyet var på vej fra græske Athen mod litauiske Vilnius, og gisningerne er flere om, hvorfor nødlandingen fandt sted.

Kaprede flyet som "somaliske pirater"

Roman Protasevitj lever i eksil i Litauen og er journalist, aktivist og udtalt kritiker af den hviderussiske præsident Aleksandr Lukasjenko.

Og fra den demokratiske oppositionsleder i landet Sviatlana Tsikhanouskaya lyder det, at det hviderussiske styre har tvunget flyet til at lande for at kunne anholde aktivisten.

- Vi forlanger øjeblikkelig løsladelse af Roman og sanktioner mod Hviderusland, skriver hun på Twitter:

Ifølge hendes rådgiver Franak Viachorka brugte regimet et kampfly for at tvinge RyanAir-flyet mod jorden.

- De kaprede flyet som somaliske pirater, udtaler han ifølge det litauske medie LRT.

En anden teori er, at flyet landede efter en bombetrussel. Det har lufthavnen i Minsk oplyst til det russiske medie RIA Novosti, skriver CNN.

Og en tredje mulighed lyder, at nødlandingen skyldtes en konflikt mellem en passager og en af flyets ansatte. Det siger en talsperson fra de litauske lufthavne ifølge LRT.

Ryanair skriver ifølge Ritzau i en udtalelse, at mandskabet om bord på flyet til Vilnius fik besked om en mulig trussel om bord. Flyet blev beordret til at lande i Minsk, oplyser selskabet.

- Vi undskylder over for alle berørte passagerer for denne beklagelige forsinkelse, der var uden for Ryanairs kontrol, hedder det i en meddelelse.

Ursula Von der Leyen: Fuldstændig uacceptabelt

Men nødlandingen får kritik fra både EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU-præsident Charles Michel.

- Det er fuldstændig uacceptabelt at tvinge et Ryanair fly fra Athen til Vilnius til at lande i Minsk. Alle passagerer skal straks kunne fortsætte deres rejse til Vilnius og garanteres sikkerhed, skriver Ursula von der Leyen på Twitter.

Lignende melding lyder fra Charles Michel:

- Meget bekymret for meldingerne om, at et fly fra Ryanair er blevet tvunget til at lande i Minsk. De Hviderussiske myndigheder skal øjeblikkeligt løslade flyet og alle dets passagerer, skriver han på Twitter.

Roman Protasevitj er grundlæggeren af mediet Nexta, der primært bruges til at organisere regeringskritiske protester. Ifølge CNN er han på den hviderussiske regerings liste over terrorister.

Til Ritzau siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at det er "helt uacceptabelt, hvis de belarusiske myndigheder har tvunget et civilt passagerfly til at nødlande for at kunne arrestere en systemkritiker".

På Twitter skriver han yderligere, at han vil tage emnet op med sine EU-kolleger.