Udland

Lava når udkanten af millionby

En ødelæggende lavastrøm fra vulkanen Nyiragongo betyder, at regeringen har givet ordre om evakuering.

Lava fra vulkanen Nyiragongo i Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo) flyder sydpå mod byen Goma og har nået lufthavnen i udkanten af byen.

Det fortæller en vulkanolog med base i Goma til nyhedsbureauet Reuters sent lørdag aften lokal tid.

Ifølge vulkanologen, Dario Tedesco, har nye brudflader i vulkanen åbnet sig, hvilket gør det muligt for lavaen at strømme mod Goma. Tidligere på aftenen strømmede lavaen mod nabolandet Rwanda i øst.

- Nu er Goma målet, siger Dario Tedesco til Reuters.

- Det minder om 2002. Min vurdering er, at lavaen strømmer mod byens centrum, tilføjer han med henvisning til sidste gang, vulkanen var i udbrud, hvilket var i 2002.

Dengang blev 250 mennesker dræbt, og 120.000 andre blev gjort hjemløse, på grund af de store mængder lava, der flød ind i byen i det østlige DRCongo.

- Lavastrømmen kan muligvis nå at stoppe inden da, eller den kan fortsætte. Det er svært at forudsige, siger Dario Tedesco.

Regeringsordre om evakuering

Udmeldingen kommer, samtidig med at den congolesiske regering har givet indbyggerne i den østlige del af Goma ordre om at lade sig evakuere.

- Evakueringsplanen for byen Goma er blevet aktiveret, skriver kommunikationsminister Patrick Muyaya på Twitter ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det var tidligere lørdag aften, at Nyiragongo gik i udbrud og begyndte at udspy lava og aske højt op i luften.

Allerede inden den officielle evakueringsordre kom, havde udbruddet skabt så stor frygt i byen, der har omkring en million indbyggere, at flere flygtede derfra.

Tidligt søndag morgen lokal tid oplyser Rwanda Broadcasting Agency, at mindst 3000 mennesker er flygtet til Rwanda.

- Mindst 3000 mennesker fra Goma i DRCongo har allerede krydset grænsen til Rwanda, skriver Rwanda Broadcasting Agency på Twitter og henviser til de seneste tal fra de rwandiske immigrationsmyndigheder på grænsen mellem Rwanda og DRCongo.

Nyiragongo har ifølge vulkanologen Dario Tedesco nogle af de hurtigste lavastrømme i verden.