Udland

21 omkommet under ultraløb i ekstremt vejr

Hagl, isslag og kraftig vind ramte et bjergområde i Kina under et 100 kilometer langt løb. Mindst 21 er døde.

Mindst 21 deltagere i et 100 kilometer langt ultraløb i Kina er omkommet som følge af ekstremt vejr i området.

Det skriver det statslige nyhedsbureau Xinhua søndag.

Tidligere meldte Xinhua om 16 døde og fem savnede, men redningsfolk har nu fundet yderligere fem omkomne personer.

- Ekstremt vejr satte ind i området under løbet. Ifølge redningscentralen ramte hagl, isslag og kraftige vindstød omkring klokken 13.00 på løbets højdeetape mellem 20 og 31 kilometer, rapporterer Xinhua.

- Deltagerne led af fysisk ubehag og varmetab på grund af det pludselige fald i lufttemperaturen. Nogle af deltagerne blev meldt savnet, og løbet blev standset.

700 redningsfolk sat ind

Løbet fandt sted i et bjergrigt område nær byen Baiyin i den nordvestlige provins Gansu.

Ifølge Xinhua blev over 700 redningsfolk sat ind i eftersøgningen af de fem savnede løbere, hvoraf de fire altså er fundet døde.

I løbet af natten til søndag er temperaturerne faldet yderligere i området, hvilket gør eftersøgningen mere vanskelig. Xinhua oplyser ikke, hvor koldt det er.

Midt på natten til søndag lokal tid var 151 deltagere i løbet bekræftet at være i sikkerhed.

Gansu, der er en af Kinas mest fattige regioner, grænser mod nord op til Mongoliet og mod vest til regionen Xinjiang.

Jordskælv, oversvømmelser og jordskred har tidligere forårsaget død og ødelæggelser i Gansu. I 2010 mistede over 1000 personer i en enkelt by livet som følge af mudderskred.