Udland

Lady Gaga taler ud om voldtægt begået af en musikproducer

I en ny dokumentarserie åbner popstjernen Lady Gaga op om en voldtægt, hun blev udsat for som 19-årig.

Den amerikanske popstjerne Lady Gaga blev som 19-årig voldtaget af en musikproducer og gjort gravid.

Overgrebet var skyld i, at hun senere fik et "totalt psykotisk sammenbrud".

Det fortæller hun i en ny dokumentarserie om mental sundhed, der fredag havde premiere på Apple TV+.

Har ikke afsløret gerningsmand

Popstjernen fra New York City har tidligere fortalt, at hun blev voldtaget af en producer, da hun var ny i musikbranchen.

Voldtægten gav hende posttraumatisk stress, som hun stadig kæmper med den dag i dag, selvom det ifølge hende selv er under kontrol.

- Jeg var 19 år gammel, og jeg arbejdede i branchen, da en producer sagde til mig: "Tag dit tøj af", fortæller den 35-årige sangerinde i dokumentarserien 'The Me You Can't See'.

Blandt skaberne af serien er den amerikanske talkshow-vært Oprah Winfrey og den britiske prins Harry.

- Jeg sagde nej. Og jeg gik min vej, fortæller Lady Gaga, hvis borgerlige navn er Stefani Joanne Angelina Germanotta.

- De sagde til mig, at de ville brænde al min musik, og de blev ved med at spørge mig. Og så frøs jeg, og jeg... Jeg husker det ikke en gang, fortæller hun grædende.

Verdensstjernen, som aldrig har afsløret identiteten på sin overgrebsmand, siger, at hun fortsat vil holde hans navn hemmeligt for offentligheden, fordi hun "aldrig nogensinde vil møde den person igen".

Gemte sig væk i månedsvis

Lady Gaga fortæller, at produceren "gjorde mig gravid og satte mig af på hjørnet ved mine forældres hus".

Efterfølgende gemte hun sig selv væk i et studie i månedsvis.

Det var først flere år senere, da et angstanfald sendte hende på hospitalet, at hun indså, at hun led af posttraumatisk stress.

- Jeg fik et totalt psykotisk sammenbrud, og i et par år var jeg ikke den samme pige, fortæller hun.

- Det er, som om at din hjerne går offline, og du forstår ikke, hvorfor ingen andre går i panik, når du selv er i en ekstrem tilstand af paranoia.

- Det er en meget reel ting at føle, at der er en sort sky, som følger dig overalt og fortæller dig, at du ikke er noget værd og burde dø, forklarer hun.

Ifølge Lady Gaga tog det hende to et halvt års terapi at få trangen til at skade sig selv under kontrol.

- Jeg lærte alle redskaberne til at hive mig selv ud af det, fortæller hun.