Udland

Flere end 5000 migranter svømmer over grænsen til spansk enklave

Rekordmange migranter har svømmet og sejlet sig vej til spansk enklave i Afrika. Det, vi ser, er helt uden fortilfælde, siger TV 2s korrespondent.

Et rekordstort antal migranter har i løbet af det seneste døgn illegalt krydset grænsen til den spanske enklave Ceuta i Nordafrika.

Flere end 5000 migranter har enten svømmet, vadet eller sejlet i oppustelige både til Ceuta fra strande i Marokko kun få kilometer væk, og én person har mistet livet i forsøget. Det fortæller en talsmand for den spanske regering i enklaven ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Omkring 1500 af de migranter, der er trængt ind i enklaven, er mindreårige.

Det er anden gang på kort tid, at migranter forsøger at nå Europa gennem Ceuta. I slutningen af april forsøgte omkring 100 unge marokkanere at svømme til Ceuta, skriver The Guardian.

Denne gang er der dog tale om et betydeligt større antal migranter, og det vækker stor bekymring hos spanierne på den anden side af Gibraltarstrædet.

Grænsevagter vender det blinde øje til

Ifølge TV 2s korrespondent i Spanien, Jeppe Krogager, er situationen kaotisk. Landet har nemlig aldrig modtaget så stort et antal migranter på en gang.

- Det, vi ser nu, er helt uden fortilfælde, og antallet af migranter er meget dramatisk, siger han.

Ifølge Jeppe Krogager er der en historisk tradition for, at de marokkanske grænsevagter "vender det blinde øje til" og lader indbyggere flygte illegalt ind i Spanien, så snart der er politiske komplikationer eller diplomatiske kriser mellem de to lande. Og det er netop det, der er lige nu.

Marokkos regering er nemlig ifølge flere medier vred over, at spanske myndigheder i sidste måned modtog oprørsleder Brahim Ghali til behandling for sygdom med coronavirus i Spanien.

71-årige Brahim Ghali leder selvstændighedsbevægelsen Polisario, der vil frigøre Vestsahara fra Marokko, og det faldt derfor ikke i god jord hos marokkanerne at behandle oprørslederen i Spanien. Selv mener spanierne, at behandlingen af Polisario-lederen skete af humanitære årsager.

Ifølge Jeppe Krogager er det endnu for tidligt at sige, hvad migrantstrømmen vil betyde for resten af Europa, men der er ingen tvivl om, at de mange migranter også forsøger at nå til resten af Europa gennem Spanien:

- Spanien er sammen med Italien en af portene til Europa, og når flygtninge kommer til Spanien, er det sjældent for at blive i Spanien, men også for at få et liv i eksempelvis Frankrig, Tyskland eller Skandinavien, siger han.

Aflyser møde med Macron og bliver i Spanien

Siden tilstrømningen af migranter mandag har Spanien styrket sikkerheden i området omkring Ceuta og er desuden allerede i færd med at sende alle migranter, der ikke er mindreårige, tilbage til Marokko.

Den spanske premierminister, Pedro Sánchez, skulle tirsdag have været i Paris for at diskutere støtte til afrikanske lande med blandt andet den franske præsident, Emmanuel Macron. I sidste øjeblik valgte han dog at aflyse turen for at blive hjemme og "stabilisere situationen i Ceuta".

- Ceutas indbyggere skal vide, at de har den spanske regerings absolutte støtte, ligesom vi vil sikre deres sikkerhed og integritet over for enhver udfordring som en del af landet, skrev Sánchez på sin Twitter tirsdag morgen.

Foruden Ceuta har Spanien endnu en enklave i Afrika, Melilla. Tilsammen udgør de to enklaver EU’s eneste landegrænser mod Afrika.