Israel-Palæstina-konflikten - Forstå, hvorfor de slås

I maj 2021 brød striden mellem Israel og Hamas i Gazastriben igen ud i lys lue.

Palæstinenserne blev dagligt udsat for israelske luftangreb, mens den militante organisation Hamas svarede igen med raketangreb mod mål i Israel.

Se også

TV 2-korrespondent har arbejdet i bombet bygning i Gaza - og han forstår ikke, hvorfor den skulle bombes

Optrapningen af konflikten kom efter flere uger med spændinger mellem israelere og palæstinensere i Jerusalem.

Over 300 palæstinensere blev såret under kampe med israelsk politi, da de protesterede over udsigten til, at Højesteret i Israel stod til at smide otte palæstinensiske familier ud af deres hjem i det østlige Jerusalem.

Siden er kampene eskaleret fra dag til dag i en konflikt, der har stået på i flere hundrede år.

Her får du et overblik over den bitre strid mellem Israel og palæstinenserne.

Konfliktens oprindelse

Konflikten mellem de to parter er primært en territorial konflikt, der har baggrund i, at europæiske jøder i 1800-tallet begyndte at bosætte sig i det område i Mellemøsten, der hed Palæstina.

Området udgør i dag ikke blot det, der i dag hedder Israel, men også de besatte palæstinensiske områder, Gazastriben og Vestbredden.

Hovedårsagen til den jødiske indvandring var zionismen – en ideologi og politisk bevægelse, der arbejdede for en jødisk stat i Palæstina. Ideologien havde sit udspring i den europæiske kolonialisme, der var udbredt i 1800-tallet.

Planen om at etablere en jødisk stat i Palæstina var inspireret af den fremvoksende idé om nationalstater – at ethvert folk havde ret til en stat.

Derfor var den fremherskende holdning, at jøderne burde have deres egen stat. Ikke mindst på grund af antisemitismen og jødeforfølgelserne i Europa, der allerede var et udbredt problem i 1800-tallet.

Når valget faldt på Palæstina som et passende sted at oprette en jødisk nationalstat, skyldes det jødernes historiske tilknytning til området. Jøderne havde rødder i området indtil omkring 70 år efter Kristus, hvor de blev drevet på flugt. Siden blev de spredt over store dele af kloden.

Jødernes flugt

Da Det Osmanniske Rige gik i opløsning efter Første Verdenskrig, blev Palæstina underlagt britisk kontrol. I henhold til Belfour-erklæringen fra 1917 lovede den britiske regering at arbejde for etableringen af en nationalstat for jøderne i Palæstina.

Nazisternes jødeforfølgelser i 1930’erne betød, at indvandringen af jøder til Palæstina blev mere end tidoblet på cirka 30 år – fra 56.000 i 1917 til omkring 650.000 i 1948. På det tidspunkt udgjorde jøderne en tredjedel af den samlede befolkningen i Palæstina.

Europas dårlige samvittighed efter holocaust betød, at planen om en jødisk stat fik større international støtte end tidligere. Men en hindring for planen var imidlertid, at flertallet af befolkningen i Palæstina ikke var jøder.

Den stigende opbakning til en jødisk stat i området betød, at ledelsen i zionistbevægelsen efter Anden Verdenskrig ønskede at overtage kontrollen over Palæstina. Bevægelsens paramilitære styrker Haganah og mindre terrorfraktioner som Irgun og Stern gik sammen om at udføre en række angreb på de britiske styrker i Palæstina.

Volden førte til, at de britiske myndigheder trak sig ud af området og overlod Palæstina og de tilhørende problemer til FN.

Staten Israel antændte lunten

I 1947 præsenterede FN et udkast til en delingsplan, der gav 55 procent af det palæstinensiske område til jøderne, mens palæstinenserne fik 44 procent. Planen blev accepteret af zionistbevægelsen, mens palæstinenserne, som på det tidspunkt udgjorde omkring 70 procent af befolkningen, afviste den.

Lanceringen af FN-planen udløste i 1948 den første krig mellem Israel og Palæstina. Krigen kan inddeles i to faser – før og efter 14. maj, da Israel erklærede sig som selvstændig stat.

Første fase var mellem zionistbevægelsen og palæstinenserne, mens anden fase var mellem staten Israel og de arabiske nabolande Egypten, Irak, Jordan, Libanon og Syrien.

Palæstinensernes sejrschancer var stort set lig nul, da ingen kæmpede med dem for en palæstinensisk stat. Nabolandene var kun gået ind i krigen for at pleje egne interesser. Omkring 750.000 palæstinensere blev hjemløse under krigen, og mange blev drevet på flugt uden mulighed for at vende tilbage.

Da krigen sluttede i 1949 havde Israel erobret 77 procent af Palæstina – 22 procent mere end FN havde foreslået i sin delingsplan fra 1947. Ikke desto mindre er det stort set de 77 procent, der i dag anses som det folkeretslige anerkendte Israel.

Resten af Palæstina var efter krigen i 1948 kontrolleret af Egypten og Jordan.

Seksdageskrigen

Knap 20 år skulle der gå, før den næste krig var en realitet. Den såkaldte seksdageskrig i 1967 var primært mellem Israel på den ene side og Egypten, Jordan og Syrien på den anden.

Krigen førte til, at Israel tog kontrollen over Gazastriben og Vestbredden med Østjerusalem. Flere end 300.000 palæstinensere blev hjemløse som følge af Israels udvidelse.

Efter krigen var omkring én million palæstinensere bosat i områder, der var besat af Israel. Disse områder er stadig besat i dag.

De to krige i 1948 og 1967 dannede grundlag for den palæstinensiske modstandskamp, der har præget eftertiden. Modstandskampen har både været i tråd med og strid med folkeretten, der regulerer forhold mellem stater.

Folkeretten giver palæstinenserne lovhjemmel til væbnet modstand mod israelsk kolonialisme, undertrykkelse og besættelse.

Men folkeretten opstiller også en række kriterier for, hvad der anses som lovlig væbnet modstand. Angreb på civile er ikke tilladt, og da palæstinensiske organisationer som PLO og Hamas har brugt terror i kampen mod Israel, er det et regulært brud på folkeretten.

Den israelske besættelse

Siden Israels besættelse af de palæstinensiske områder efter krigen i 1967 har staten udbygget deres bosættelser på Vestbredden. I dag anslås der at bo op mod 800.000 ulovlige bosættere på Vestbredden, som inkluderer Østjerusalem.

Mange jødiske bosættere mener, at jøderne er Guds udvalgte folk, og at de derfor har ret til at bosætte sig i hele det Israel, der er beskrevet i Bibelen – inklusive de besatte palæstinensiske områder. Områderne har stor betydning for troende jøder.

I 2005 trak Israel alle sine væbnede styrker ud af Gazastriben, men iværksatte i stedet en blokade af mennesker og varer, der kan komme ind og ud af Gazastriben. FN anser fortsat Gazastriben for at være besat af Israel.

Efter at den militante gruppering Hamas vandt det palæstinensiske valg til selvstyret i 2006, brød der kampe ud mellem Hamas og det andet store palæstinensiske parti Fatah.

Resultatet betød, at kontrollen over de palæstinensiske områder blev delt i 2007 – Hamas fik kontrol over Gaza, mens Fatah skulle kontrollere Vestbredden.

Fejlslagne fredsprocesser

Israel har jævnligt angrebet Gazastriben med fly, missiler og raketter, og tilsvarende har Hamas og andre palæstinensiske militante grupperinger angrebet Israel med raketter. I årene 2008 og 2009 resulterede en 22 dage lang krig i, at omkring 400 palæstinensere blev dræbt.

Den sidste store krig mellem de to parter fandt sted i 2014. I løbet af knap to måneder blev flere end 2100 palæstinensere dræbt – de fleste civile. Derudover blev 73 israelere dræbt – heraf var de fleste soldater.

Undervejs i konflikten har der været en lang række fejlslagne forsøg på at opnå en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne. I 1993 og 1995 blev palæstinensernes leder Yasser Arafat og Israels premierminister Yitzhak Rabin enige om de to såkaldte Oslo-aftaler.

Heri fremgik det, at der i løbet af fem år skulle oprettes en palæstinensisk stat. Aftalen blev mødt med massiv modstand fra især nationalistiske israelere, og da Israels premierminister Yitzhak Rabin i 1995 blev dræbt af en jødisk ekstremist, stagnerede Oslo-processen.

Kilder: New York Times, BBC og Globalis.